23948sdkhjf

Bilkoncern slutter epoke

Nic. Christiansen Holding sælger Vamdrup Klargøringscentral til Dansk Auto Logik.
AUTOTRANSPORT Bilkoncernen Nic. Christiansen Holding sælger sin klargøringscentral i Vamdrup til den mangeårige samarbejdspartner, Dansk Auto Logik, med overtagelse d. 1. september 2015. Det sker som led i Nic. Christiansen Holdings strategi om at holde fokus på kernekompetencerne – salg og service af biler og mobilitetsydelser til privat- og erhvervssegmentet i Skandinavien.

Nic. Christiansen Gruppen har drevet klargøringsvirksomhed i mere end 40 år, først en årrække i Padborg og siden 1978 fra virksomheden i Vamdrup. Med salget af Vamdrup Klargøringscentral til Dansk Auto Logik er en epoke nu slut for den Koldingbaserede bilkoncern:

- Vi er altid på udkig efter forretningsmuligheder, som flugter med vores strategi, ligesom vi hele tiden har et skarpt fokus på at optimere og trimme vores eksisterende forretning. Beslutningen omkring salg af Vamdrup Klargøringscentral er truffet som følge af et behov for øget kapacitet samt et stadig stigende krav fra bilproducenterne til opbevaring af bilerne. Dertil kommer et ønske om at holde et skarpt fokus på vores kernekompetencer i koncernen, nemlig salg og service af biler og mobilitetsydelser i Skandinavien, fortæller Niels Vrist Bertelsen, adm. direktør hos Nic. Christiansen Holding, og fortsætter:

- Jeg er meget tilfreds med, at det netop er Dansk Auto Logik, som er køber af Vamdrup Klargøringscentral. Jeg er overbevist om, klargøringscentralen med Dansk Auto Logik bag rattet vil fortsætte i samme professionelle ånd som hidtil til gavn for både medarbejdere og kunder.

Seks medarbejdere

Vamdrup Klargøringscentral råder over et 40.000 kvadratmeter stort indhegnet areal kun få hunderede meter fra Dansk Auto Logiks lokation på Koldingvej i Vamdrup. Hvert år klargøres cirka 12.000 biler, og cirka 250 biler ombygges fra personbiler til varebiler. Vamdrup Klargøringscentrals i alt seks medarbejdere – med speciale i logistik, ombygning af personbiler til varebiler samt teknisk klargøring – følger med til Dansk Auto Logik ved overtagelsen.

- Vi har i mange år transporteret biler for selskaberne i Nic. Christiansen Gruppen, og har i den forbindelse også haft et tæt forhold til Vamdrup Klargøringscentral og alle medarbejdere, som vi glæder os over at kunne byde velkomne i Dansk Auto Logik. Med aftalen skaber vi yderligere aktivitet på vores store anlæg i Vamdrup, og det er vores mål, at tilbyde Nic. Christiansen Gruppen en fleksibilitet i kapaciteten, som det er vanskeligt at opnå med sit eget anlæg, udtaler Kurt Rath, adm. direktør for Dansk Auto Logik.

Nic. og DAL

Historien om Nic. Christiansen Gruppen begyndte i 1967 med importen af BMW. I dag er hovedaktiviteterne i koncernen importen af Hyundai, Land Rover og Jaguar samt de to bilforhandlerkæder, Terminalen og Bayern AutoGroup. Nic. Christiansen Gruppen opererer i Danmark, Norge og Sverige og beskæftiger cirka 500 medarbejdere.

Dansk Auto Logik er den største autotransportør i Danmark og beskæftiger mere end 200 medarbejdere med alle opgaver inden for modtagelse, montering, klargøring, om-/opbygning af biler og transport af biler. Dansk Auto Logik har afdelinger i Vamdrup og Ringsted og råder over mere end 350.000 kvadratmeter sikrede bil-terminaler samt mere end 100 autotransportere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105