23948sdkhjf

Bilsalget i maj steg en procent

Oversteg april med 0,5 procent og maj sidste år med 1 procent – årets fem første måneder er 3 procent over perioden i sidste rekordår.
MÅNEDSANALYSE Der er fortsat optimisme blandt bilkøberne, og salget af personbiler er stigende, målt på de første fem måneder. Varebilssalget har ligeledes været stigende, om end maj måned ligger på niveau med måneden før. Lastbilsalget startede meget stærkt i 2015, har de sidste to måneder været aftagende, men er fortsat på et meget tilfredsstillende niveau, lyder den overordnede månedsanalyse fra De Danske Bilimportører, DBI.

- Vi betragter tallene som klare tegn på fortsat optimisme i samfundet, og specielt som et utvetydigt tegn på større aktivitetsniveau i erhvervslivet. Ligeledes bekræfter også maj måneds indregistreringer tendensen for de forskellige størrelser biler (segmenter) - at danskere fortsat køber større biler. siger Gunni Mikkelsen, adm. direktør for DBI.

Personbiler

Salget af 17.036 personbiler ligner en vis stabilisering i markedet, men på et ganske pænt niveau. Maj blev 0,5 procent over april og cirka 1 procent over maj sidste år. De fem første måneder byder på plus 3 procent i forhold til perioden sidste år.

Tendensen i de forskellige segmenter holder fortsat, som vi efterhånden har set gennem meget lang tid i de seneste 17 måneder. Således er A segmentets andel faldende og er gået fra at være det næststørste segment i mere end et år til nu det tredje største. De lidt større biler, men fortsat små i B segmentet, er blevet betydeligt større end A segmentet og klart det største segment og med en fortsat stigende andel. Andelen af biler i mellemklassen, C segmentet stiger fortsat pænt, og er nu det andet største segment.

- Vi er fortsat af den overbevisning, at mange købere har et reelt transportbehov, som i større grad matches af de noget større biler i C-segmentet. Danskerne køber flere biler i C-segmentet, der hvor vi også finder Europas mest solgte bil – men de repræsenterer fortsat kun en tredjeplads i Danmark – danskerne kører i mindre biler end i andre europæiske lande men kunne udmærket køre i de lidt større biler uden på nogen måde at sætte miljøbevidstheden over styr, siger Gunni Mikkelsen.

A-segmentet, er med et antal på 3757 i maj en vigtig bilklasse omend danskerne i højere grad køber lidt større biler. A segmentet er de seneste to måneder faldet fra at være næststørst til at indtage en tredjeplads.

B-segmentet, er med 5284 biler i maj måned det største segment og vokser i betydning idet disse biler i maj udgjorde 31% af det samlede salg mod 28% i hele sidste år.

C-segmentet, med 4038 biler i maj tegnede dette segment sig i maj for knap 24% af de solgte biler mod 19% for hele 2014 og tendensen er klart stigende.

D-segmentet, som er de store biler, har ligget stabilt i år med en andel på lige under 10% af det samlede salg af personbiler.

J-segmentet, er med 1092 biler i maj, den bedste måned i mere end et år og ligeledes her med en klar tendens, således udgjorde denne klasse sidste år 3,7% af de solgte biler og i år tegner klassen sig for 5,2% og i maj alene 6,4% af salget. Der således tale om en type bil danskerne har taget til sig.

M-segmentet, Det ser ud til at dette segment har betalt lidt for fremgangen i J-segmentet, idet M-segmentet fra at udgøre 7% sidste år, i dag repræsenterer lige under 5% fra år til dato.

Luksus og sportsbiler, segmenterne F og S er i Danmark forsvindende små, under 300 biler om året i alt og således knap 1,5% af bilsalget. Der er således kun solgt 17 biler i maj, og fra år til dato er der solgt 130.

Elbiler, salget varierer betydeligt i de enkelte måneder, da salget er i betydelig omfang er drevet af salg til flåder. Salget i maj udgjorde 115 enheder, hvilket er et fald i forhold til sidste måned, men alligevel er der i årets første 5 måneder solgt flere elbiler end i de første 8 måneder af 2014. Ud fra den vinkel tegner 2015 godt, men med en endnu ikke finansieret forlængelse af afgiftsfritagelsen (for 2016) er prognosen for det videre salg behæftet med stor usikkerhed.

Varebiler

Tendensen har været klar gennem lang tid, et stigende salg om end maj måned er på niveau med april er salget absolut tilfredsstillende. Sammenligner man maj i år med maj sidste år er købelysten betydelig over på ca. 8%, og sammenligner man de første 5 måneder med sidste år er salget steget omkring 17%.

Tendensen er klar i alle varebilssegmenter, dem under 2800 kg totalvægt, i mellemstørrelsen 2801-3499 kg såvel som i 3,5 tons segmentet, er der vækst. Specielt er vægtklassen 3,5 tons steget hele 36% i år målt i forhold til samme periode i 2014. Medlemmerne hos De Danske Bilimportører melder om et generelt godt salg og optimisme hos køberne, og der er en tro på en fortsat positiv udvikling med en efterspørgsel bredt blandt mange forskellige brancher.

De mindre varebiler, under 2800kg totalvægt, udgør med 1333 stk. ca. halvdelen af de solgte varebiler, og resten fordeler sig med 872 i størrelsen 2800-3490kg totalvægt medens 421 stk. er på B-kørekortets maksimale 3500kg. Diesel er helt dominerende med 93% af de solgte biler og leasingandelen udgør ca. 60% af de leverede varebiler.

Lastbilsalget

Der er en vis konsolidering at spore, da året startede med et rekord stort antal leveringer af lastbiler mens salget de sidste par måneder er faldet noget. Der er imidlertid ingen grund til bekymring for salget - sammenligner man med de første 5 måneder af 2014 er der i år blevet solgt hele 57% flere lastbiler.

Langt hovedparten (knap 90%) af lastbilerne var store lastbiler med en totalvægt på over 16tons, og fortsat med en tendens mod de 3 og 4-akslede (over 24 tons), der i maj udgjorde 70% af salget mod 63% for de første 5 måneder.

- Vi ser salget af disse lastbiler, driftsmidler i transportindustrien, som et meget positivt tegn på aktivitetsniveauet men til dels også som et akkumuleret behov for en vis udskiftning af driftsmidlerne, udtaler Gunni Mikkelsen.




Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.209