Råd til drømmebilen
Ny bog om køb af herlige køretøjer fra 7000 til 7 millioner kroner er på gaden.
Altså: Specialbiler kan være en god investering. Så har man en slat penge på kistebunden, og vil man have hjertegallop over at eje og køre sin egen heftige sportsvogn eller specialbil, så er der mange muligheder.
Man kan få et godt overblik over mulighederne, idet BilMagasinet lige har udgivet bogen Brugte Drømmebiler med 126 brugttest lige fra Alfa Romeo til VW og fra 7000 til 7 millioner kroner.
BilMagasinets bilnørder siger det meget rammende: Hvorfor køre i en kedelig bil, når man kan få en brugt drømmebil (eller noget, der ligner) for de samme penge?
Med dét udgangspunkt har redaktør Steen Bachmann samlet omtaler af nogle af de sjoveste luksus- og muskelbiler på brugtmarkedet i Danmark, suppleret med en række artikler om at købe og holde dem kørende. Læs bogen og bliv inspireret til – eller afskrækket fra – at købe din drømmebil.
Bogen indeholder 180 rigt illustrerede sider med info om brugte drømmebiler såsom specifikationer, priser og modelhistorier, aktuelle prisvurderinger fra BilBasen, import- og eksport-guide, bilnørd-snak og røverhistorier.