23948sdkhjf

Stort skifte i forening på kort tid

Sekretariatet i DBI er tilbage som ren brancheorganisation efter udlicitering af IT og Miljøordning.
DIREKTØR Gunni Mikkelsen, tidligere mangeårig Iveco-direktør, afløste sidste sommer Bent Mikkelsen, chef for De Danske Bilimportører (DBI) gennem hele 18 år. Siden er der sket et stort skifte på kort tid i DBI sekretariatet, som den nye direktør udtrykker det.

Væk er de seks medarbejdere, som gennem 15 år administrerede Miljøordning for biler, idet de per 1. maj er flyttet til DPA (Dansk Producentansvars System) efter en politisk beslutning i forbindelse med yderligere digitalisering. Selv om det reelt først skulle ske med årets udgang, ønskede DBI en hurtig overgang, da beslutningen var taget.

- Det er en win-win situation for både DPA, Miljøstyrelsen, medarbejderne og samfundet, mener 60-årige Gunni Mikkelsen og tilføjer:

- Miljøordning bor nu lige om hjørnet hos DPA. Det har været en smertefri proces, og alle parter er glade og tilfredse med resultatet, konstaterer Gunni Mikkelsen.

Samtidig udskilte DBI per 1. oktober 2014 sin it-del til DBI IT, som nu ejes af Niels Damkjær, Jørgen Damkjær og Erwin Andersen. Niels Damkjær var i 20 år ansat i DBI, ligesom Jørgen Damkjær i flere år var aktiv i bestyrelsen.

- DBI har lavet en aftale om samarbejde i ti år, altså med lang horisont, og det er således business as usual for bilimportørerne, når det gælder bil-statistik og erhvervsdata. Denne beslutning blev taget i DBI for lang tid siden og skulle også være med til at forberede it-delen til en liberalisering, forklarer Gunni Mikkelsen.

- Tilbage er den rå brancheorganisation med behov for tre-fire mand samt træk på eksterne specialister og konsulenter til ad hoc opgaver, siger Gunni Mikkelsen.

På plads i kontorerne på Rådhuspladsen 16, hvor planen nu er at justere faciliteterne til den nye besætning, er det faste hold på tre mand, alle nye i DBI, nemlig – ud over direktør Gunni Mikkelsen – Ole Kirkelund og Sille Beck-Hansen.

- En god kombination inden for kompetencer og erfaring. Ole Kirkelund har lang erfaring fra ministerier, styrelser og universiteter, mens Sille Beck-Hansen både har arbejdet på Christiansborg, været politiker samt arbejdet i en anden brancheorganisation, bemærker han.

Delt i to

Det klassiske organisationsarbejde deler Gunni Mikkelsen op i to dele: Medlemsservice (over for myndigheder), typisk i forhold til Forbrugerombudsmanden, Skat, Trafikstyrelsen og Konkurrencestyrelsen samt de øvrige brancheorganisationer. Den anden del er det politiske arbejde i relation til politikere, opinionsdannere og brancheforeninger.

Når DBI eksempelvis er gået i dialog med Forbrugerombudsmanden eller Skat, koncentrerer man sig alene om de principielle sager, der har betydning for alle eller de fleste medlemmer.

Desuden er DBI aktiv inden for information om ny lovgivning i branchen samt deltagelse i høringer om ny lovgivning.

Eftermarkedet

- Vi har en overordnet interesse i, at der bliver solgt mange biler, altså stor volumen – og helst et samlet salg på over 200.000 køretøjer, siger Gunni Mikkelsen, som således kan være tilfreds med 2014-salget, som nåede 222.000 køretøjer, heraf 190.000 personbiler.

- Ellers må vi komme med tiltag, bebuder han.

- Desuden er eftermarkedet et forretningsområde, vi ikke har gjort noget ved de seneste år. Det skal vi være opmærksomme på. De enkelte importører arbejder løbende på at sikre sig loyale kunder på et liberaliseret marked med flere spillere. Her skal vi hjælpe til inden for lovens rammer, for eksempel med hensyn til erfarings udveksling, uddannelse og kurser, således at bilimportørerne og deres autoriserede forhandlere fastholder deres forretning, forklarer Gunni Mikkelsen.

Ønsket om en ændring af registreringsafgiftsloven har altid fyldt meget hos DBI.

- Det er jo virkelig lap på lap med den nuværende lov, der er blevet justeret så mange gange. Loven er en hæmsko mere end en katalysator for udbredelse af ny teknologi. Vi skal uden om værdi-elementet og forsøge at indføre en intelligent måde for afgifter, baseret på bilens CO2-udslip, eventuelt suppleret med vægt og motor­ydelse. Det vil også betyde, at flere miljøvenlige teknologier og topmoderne sikkerhedsudstyr vil finde vej til Danmark, mener Gunni Mikkelsen.

- Og er det rimeligt, at mens man køber C-klasse biler i Europa, køber man A-klasse biler i Danmark? Køber danskerne reelt de biler, de har behov for?, spørger han.

- Vi foreslår ikke, at man blot justerer afgifterne, men at man skifter system og begynder med et rent stykke papir. Og vi tror klart, at vi kan finde de rette modeller for et nyt system. Det gælder om ikke at stirre på alle stenene på vejen mod et nyt system, men hvordan vi får dem knust og kommer videre, siger Gunni Mikkelsen, som vurderer, at en omlægning med fordel kan komme i begyndelsen af en ny regeringsperiode.

Treenighed i bilbranchen

Det passer således fint med, at vi allerede 18. juni skal til Folketingsvalg.

- Mange politikere forstår skam fordelene ved et nyt forenklet system, men en del er bekymrede for stenene på vejen. DBI arbejder tæt sammen med blandt andre FDM og Bilbranchen i DI, og vi tre mener klart, at der kan findes løsninger på de udfordringer, som der måtte være, siger Gunni Mikkelsen.

- Desuden er det et ualmindeligt godt tidspunkt at lave om på bilafgifterne. Der er solgt mange mikrobiler de seneste år, og der er derfor meget begrænset risiko ved for eksempel restværdien, ligesom de større biler i vid udstrækning er leaset på forholdsmæssig afgift og dermed ligeledes ikke påvirket af en ændring, siger DBI-direktøren og erkender:

- Vi har arbejdet på en omlægning i mange år, men den helt grundlæggende forenkling er det aldrig lykkedes at få indført – men vi er fortrøstningsfulde, det skal lykkes at indrette vores bilafgifter til det moderne samfund.

Dansk bilimport gennem 75 år

Bilimportørernes brancheforening har rødder helt tilbage til 1910, da den omfattede både biler, motorcykler og cykler, men fra marts 1940 blev omdrejningspunktet udelukkende biler, så derfor kan DBI i år fejre 75 års jubilæum.

I nyere tid holdt Automobilimportørernes Sammenslutning (AIS) til i en villa på Ryvangs Allé i Hellerup, men siden flyttede man til kontorer på Lyngbyvej og videre til DI-Huset, hvor man i en årrække boede dør om dør med Bilbranchen. Men da Industriens Hus skulle renoveres og hele DI rykkede til Amager, flyttede DBI hundrede meter ned ad Rådhuspladsen – til den nuværende placering i nr. 16.

Frem til 1997 hed brancheforeningen SAI og AIS, men efter en modernisering ændrede den navn til De Danske Bilimportører (DBI) for 18 år siden.

Årets før var Bent Mikkelsen blevet direktør, og han sad på posten frem til juni 2014, hvor han efter 18 år på posten i en alder af 69 år valgte at stoppe.

Bent Mikkelsen blev per 1. juli sidste år afløst som direktør af Gunni Mikkelsen, som 18. maj i år fyldte 60 år. Forud for udnævnelsen af Gunni Mikkelsen til DBI-direktør havde han i fire år siddet i bestyrelsen for DBI som næstformand og repræsentant for lastbilerne. Fra 2001 og frem til januar 2014 var Gunni Mikkelsen adm. direktør for Iveco Nordic A/S og de fire nordiske lande.

I dag er bilimporten koncentreret og tæller hos DBI blot 23 medlemmer. Til gengæld dækker de hele 99,5 procent af bilsalget i Danmark, idet kun Tesla og Formula Automobile (Ferrari og Maserati) samt nogle små busimportører ikke er med i importørforeningen.

Importørerne omfatter både fabriksejede landekontorer og tredieparts ejede importører.

Artiklen er en del af temaet DBI 75 år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093