23948sdkhjf

Silkeborgs ry som Bilernes By er millioner værd

Bilforhandler får millioner i ekstra erstatning, fordi hans forretning ligger i Silkeborg.
GOODWILL Det er af uvurderlig betydning, at Silkeborg med held markedsfører sig som "bilernes by".

Det mener Vestre Landsret, der har tilkendt en bilforhandler i Silkeborg 1,8 millioner kroner ekstra i erstatning, fordi forretningen blev eksproprieret.

Taksationskommissionen afviste at give bilforhandleren en ekstra erstatning for mistet goodwill, da den ikke mente, at bilforretningens fysiske placering på bilgaden i Silkeborg havde betydning.

Men det har retten nu lavet om på. Silkeborgs ry som bilernes by og bilforretningens beliggenhed i tæt tilknytning til andre bilforretninger har så stor betydning, at der skal betales erstatning.

Bilforretningen Carmax A/S havde til huse på Østre Ringvej i Silkeborg, og har haft samme adresse gennem 30 år.

I forbindelse med anlægget af Silkeborg-Herning motorvejen blev den lejede grund eksproprieret, og Carmax fik tilkendt 600.000 kroner i godtgørelse for følgeomkostninger.

Men virksomheden ønskede også erstatning for goodwill og henviste til, at kunderne ofte besøger Silkeborg for at kigge på biler hos flere forhandlere, og at beliggenheden på bilstrøget i Silkeborg derfor har stor betydning.

Taksationskommissionen sagde, at folk nu om dage søger biler på internettet, og at forretningens fysiske beliggenhed ikke har nogen stor betydning.

Flere eksperter mener dog, at bilkøberne bruger internettet til at søge interessante biler, hvorefter de kører en tur rundt til forskellige forhandlere for at kigge bilerne ud.

Derved får Silkeborgs koncentration af bilforhandlere særlig betydning, fordi der er mange biler at kigge på.

Landsretten er enig med eksperterne, og dømmer Transportministeriet til at betale 1,8 millioner kroner i erstatning og 202.000 kroner i sagsomkostninger.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079