23948sdkhjf

Ketner har turnaround-succes under nordjyske vinger

Efter Nordjysk Diesel Elektros overtagelse af konkursramte Ketner er udviklingen vendt ved at tænke mod strømmen.
STRATEGI Investering i rigtigt specialværktøj for at kunne hjælpe især andre værksteder med problembiler har været medvirkende til at redde det branchekendte, gamle firma Ketner ud af tidligere tiders dødvande. Økonomien er nu sund, og der er vækst over hele linjen, efter at synergien har vist sig i fuldt flor via den nuværende ejer, Nordjysk Diesel Elektro A/S i Aalborg, der overtog Ketner afdelingerne i Aalborg, Århus, Holstebro og Hedehusene for halvandet år siden. Sammenlægningen af virksomhederne betyder eksempelvis at man nu servicerer 50 procent af dieselmarkedet på reparationssiden.

Indehaver og direktør Torben Hansen tilskriver også den succesfulde turnaround, at de rigtige ansatte brænder for fejlfinding og har teknisk viden på højt niveau. Og så – selvfølgelig – især de mange diesel-problembiler i den danske bilpark. Fordelingen af kunder generelt i virksomheden er 75 procent erhverv og 25 procent private – typisk til de mere avancerede reparationer med tandremskift, men næsten aldrig almindelig service.

- Flere mærkeværksteder kommer også i vores afdelinger med problembiler – op til 90 procent af vores omsætning i specielt Ketner Aalborg-afdelingen er via andre værksteder og erhverv. Vi vil gerne være kendt for, at vi investerer i det rigtige udstyr, så vi altid kan løse ethvert problem – specialudstyr, som ikke kan lejes hos landets reservedelsgrossister eller værkstedskæder. Selv om vi investerer kraftigt i nyt udstyr, tjener udgifterne sig ind igen. Og så vil vi gerne udfordre os selv og markedet ved at tænke ”ud af boksen” og gå mod strømmen – som da vi under finanskrisen opbyggede et stort og dyrt dyselager, så vores revisor var ved at græmmes. Men det virkede. Netop fordi ingen andre turde, siger Torben Hansen.

Som eksempel på nyeste påhit nævner direktøren, at man er på trapperne med at sende en servicevogn ud for at hjælpe værksteder med fastsiddende dyser og gløderør via en meget effektiv ny type værktøjssæt – lykkes det ikke, er ”udrykningen” gratis. Eksempelvis kan det koste kunden 20.000 kroner at måtte få afmonteret et topstykke på en problembil for at få boret en genstridig dyse eller et gløderør ud. Med servicevognen kan det så godt som altid klares på halvanden time – plus kørsel.

Fuldstændig åbenhed

Torben Hansen fortæller videre, at hver af de fire afdelinger i landet har stor grad af selvbestemmelse og kan disponere uden indblanding fra hovedkvarteret i Aalborg, på grund af at afdelingerne kender den lokale mentalitet blandt kunderne. Her var Ketner en mere lukket og topstyret organisation.

- Jeg er jo selv uddannet mekaniker og vil gerne stå i spidsen for en arbejdsplads, hvor det er sjovt og udfordrende at være med stor arbejdsglæde – alle afdelinger har eksempelvis jævnligt grillhygge. Og så kan alle se, hvad de omsætter for. Vores økonomi er fuldstændig åben omkring indtægter og udgifter, med gennemgang hver fredag. Men vi er dybest set nok nogle ”bonderøve” uden dyre uddannelser, der bare har fornemmelse for markedet og vores forretning, smiler Torben Hansen.

Vil udvide

Direktøren bebuder udvidelse, og at virksomheden mangler et par afdelinger mere – hvor vil han ikke røbe, blot at der er forhandlinger med en i øjeblikket.

- Det er svært at finde nichevirksomheder, der matcher vores. Men vi vil helst købe en eksisterende virksomhed end at starte op fra scratch, da vi dermed også kan overtage områdets kunderelationer. Og så er det rart at have kapital på kistebunden til at kunne klare hurtige beslutninger i såvel drift som udvikling. Vi skal bare huske også at gøre branchen opmærksom på, hvor meget vi kan, og hvor gode vi er i såvel Nordjysk Diesel Elektro som i vores Ketner-afdelinger, siger Torben Hansen uden at lægge låg på hverken nordjysk beskedenhed eller jantelov.

En sund økonomi
Fra at have et underskud på 16 millioner kroner i 2011 og en negativ egenkapital på 7,5 millioner kroner har Ketner nu været med til at generere et resultat i 2015-regnskabet under Nordjysk Diesel Elektro A/S på 2,2 millioner kroner før skat. Egenkapitalen i virksomheden, der hører under Rosenstand Holding ApS, er vokset til 9,2 millioner kroner. Virksomheden beskæftiger totalt 59 medarbejdere.
Ketner har afdelinger i Hedehusene på Sjælland, i Holstebro, Århus og i Aalborg – ikke samme adresse som Nordjysk Diesel Elektro i Aalborg.
Ifølge ejer og direktør Torben Rosenstand Hansen er omsætningen i første halvår på cirka 33,5 millioner kroner, hvilket er en forbedring på 4 millioner i forhold til sidste år på samme tidspunkt og 2,6 million bedre end budgetteret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11