23948sdkhjf

Dyrt at afgive forkerte oplysninger

Fejlagtige oplysninger i annonce og slutseddel kostede en brugtvognsforhandler 50.000 kroner i prisafslag.
JURA Ankenævn for Biler er en god leverandør af stof til den juridiske klumme. Branchen skal huske at fejre sine sejre, men ofte har sager, hvor det er gået galt, alligevel god værdi for branchen, fordi andre dermed kan undgå at havne i samme situation. Eksempler til skræk og advarsel er godt stof!

For nylig har Ankenævn for Biler truffet afgørelse i en sag, hvor en kunde krævede et prisafslag på ca. 100.000 kr. for en kombination af forkerte oplysninger i bilannoncen og manglende oplysninger i slutsedlen. Forkerte oplysninger om bilen havde ikke kun betydning for bilens pris, men også afledte konsekvenser for løbende udgifter til grøn ejerafgift og brændstof.

Der var tale om en Volvo V70, indregistreret i 2010 og solgt for 341.500 kr. Af annoncen fremgik det fejlagtigt, at der var tale om en 2,4 D5 205. Det viste sig efterfølgende, at bilen var en V70, 2,4 D, produceret i 2009, som dog havde fået en fabriksgodkendt motoropgradering (chiptuning), bragt ajour med 2010 motorspecifikationen på 205 hk, der var standard på biler produceret i 2010.

Imidlertid medførte den forkerte modelbetegnelse, at bilen havde en energimærkning svarende til et brændstofforbrug på 14,9 km/l frem for et brændstofforbrug som oplyst på 18,5 km/l. Det betød dels øgede udgifter for kunden til diesel, men også at satsen for grøn ejerafgift var højere.

Kunden stillede herefter støttet af FDM krav om et prisafslag på ca. 100.000 kr. baseret på følgende krav:

Brugtprisforskellen på de to modelvarianter anslået til 42.800 kr.

Anslået merudgift for brændstofforbrug i 10 år, ved årligt 25.000 kilometer og en dieselliter pris på kr. 10, 32.700 kr.

Anslået merudgift for grøn ejerafgift i 10 år på 24.200 kr.

Medgav forkerte oplysninger

Bilforhandleren medgav, at der var opgivet forkerte og mangelfulde oplysninger om bilen i forbindelse med salget. Forhandleren havde derfor tilbudt kunden at lade handlen gå tilbage. Kunden ønskede i stedet et prisafslag og i erkendelse af, at det efter købeloven er kunden, der vælger hvilken rettighed han ønsker at gøre gældende, tilbød bilforhandleren efterfølgende et prisafslag på 37.000 kr. Prisafslaget var begrundet med, at der var angivet en forkert modelbetegnelse og at man ønskede at kompensere kunden for en øget grøn ejerafgift svarende til merudgiften over en periode på 3-4 år.

Bilforhandleren kunne imidlertid ikke imødekomme kundens krav om kompensation for øget brændstofforbrug eller kompensation for manglende oplysning om chiptuning. Bilforhandleren var af den opfattelse, at der var tale om en original motoropgradering godkendt af fabrikanten og at dette, selv om det burde have været oplyst, ikke i sig selv kunne føre til et prisafslag. Bilen var i øvrigt efter bilforhandlerens opfattelse opgraderet til en ydelse på 205 hk hvorfor bilens reelle brændstofforbrug ikke i praksis afveg så meget, som beregnet af kunden og FDM.

Ankenævnet lagde til grund, at parterne var enige om, at bilen var behæftet med mangler for så vidt angår den forkert modelbetegnelse, den forkerte oplysning om størrelsen af den grønne ejerafgift, den manglende oplysning om chiptuning og forkert oplysning om brændstofforbrug. Disse mangler havde været til stede på leveringstidspunktet, og kunden havde reklameret rettidigt. Derfor var kunden berettiget til et passende afslag i købesummen. Efter en samlet bedømmelse af sagens oplysninger fastsatte nævnet afslaget skønsmæssigt til 50.000 kr.

Da kunden ikke havde fået medhold i sit dobbelt så store krav, fik han ikke klagegebyret tilbagebetalt og bilforhandleren blev ikke pålagt sagsomkostninger, da virksomheden allerede havde tilbudt at betale 37.000 kr.

Forbehold er ikke nok

Det man skal lære af denne afgørelse er først og fremmest, at man skal være grundig og nøjagtig med de oplysninger, man angiver i bilannoncer. Hvis oplysningerne er forkerte i annoncen og de ikke er rettet senest, når aftalen indgås, er der tale om mangler i købelovens forstand. Det er ikke tilstrækkeligt at tage forbehold for fejl i annoncen.

Dernæst skal man lære, at det skal oplyses i slutsedlen, hvis en bil har været genstand for en chiptuning. Manglende oplysning herom udgør en mangel i købelovens forstand uanset om motoropgraderingen er original og ikke adskiller sig nævneværdigt fra den motoropgradering fabrikken selv har gennemført i relation til senere modeller.

Afgørelsen giver anledning til at gentage, at det er kunden, der som udgangspunkt vælger om en handel skal gå tilbage eller der skal gives et afslag. Selv om bilforhandleren tilbyder at tage en mangelfuld bil tilbage, har kunden ret til i stedet at vælge et prisafslag.

Afslutningsvist giver afgørelsen også et fingerpeg om, at det er en forkert forudsætning at gå ud fra, at merudgiften til grøn ejerafgift og brændstof skal beregnes på baggrund af anslåede udgifter fremskrevet over en 10 årig periode. Ankenævnet tager ikke direkte stilling hertil, men vurderer samlet og i tråd med praksis, at prisen for de forkerte og mangelfulde oplysninger udgør et langt, langt mindre beløb, end kunden havde stillet krav om.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078