23948sdkhjf

Ti millioner kroner for 500 kilometer i en Ferrari

Tre ture fra Tyskland på prøveplader kommer til at koste en udlejer af sportsvogne dyrt.
SURT 500 kilometer i en Ferrari Enzo kommer til at stå en dansk forretningsdrivende i ti millioner kroner. Det svarer til en kilometerpris på 20.000 kroner, skriver finans.dk.

Sagen udspringer af ulovlig brug af prøveplader, og efter behandling i Landsskatteretten, byret og landsret har Højesteret afgjort, at dommen fra Østre Landsret skal stå ved magt. Prisen på de ti millioner kroner består af en bøde på 3,4 millioner, en registreringsafgift på 6,4 millioner og sagsomkostninger på 200.000 kroner for behandlingen i landsretten. Hertil kommer sagsomkostninger på 175.000 kr. for turen i Højesteret. I forvejen havde den erhvervsdrivende betalt cirka fire millioner kroner for supersportsvognen.

Sagen er en alvorlig påmindelse om, at man skal sætte sig ind i reglerne, for ellers kan det blive ganske kostbart at overtræde reglerne om prøveplader, konstaterer statsautoriseret revisor og partner i EY Kaj Glochau.

Den dømte har drevet et firma, der har udlejet Ferrarier til særlige begivenheder. I 2004 købte han en Ferrari Enzo i Italien og lod den indregistrere i Tyskland. I 2005 kørte Ferrari-ejeren med prøveplader på bilen tre ture i Danmark på sammenlagt 500 kilometer. Det førte til kravet om registreringsafgift og millionbøde.

Under behandlingen i retssystemet har Ferrari-ejeren blandt andet argumenteret med, at bilen var indkøbt som en banebil med H-seler, der ikke ville kunne indregistreres. Trafikstyrelsen har forklaret, at bilen ville kunne indregistreres med nogle ændringer.

Højesteret har yderligere lagt vægt på, at ejeren tilbage i 2004 havde oplyst, at han var forhandler eller reparatør ved at ændre branchekoden for sin virksomhed fra ”VVS installatører og blikkenslagerforretninger” til ”Autoreparationsværksteder”.

Prøveplader kan som udgangspunkt kun udleveres til fabrikanter, importører, forhandlere eller reparatører til kørsel med registreringspligtige køretøjer, der ikke er registrerede.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094