Renault afviser fusk med målinger
En særlig test-kommission under den franske regering har ikke fundet tegn på snyd med omfanget af udledning.
Ransagningen fik børskursen på Renault-aktien til at styrtdykke. Imidlertid bedyrer den franske bilkoncern, at der ikke er noget at komme efter.
- Den franske regering har nedsat en teknisk komite, der skal undersøge samtlige franske bilmærker– herunder Renault, som har afleveret 25 biler til test svarende til vores markedsandel i Frankrig, hedder det i en pressemeddelelse fra Renault.
Ifølge pressemeddelelsen er foreløbig fire Renault-biler testet, og ingen af de testede biler viser tegn på fusk med udledningsværdierne. Det hedder endvidere i pressemeddelelsen, at det franske bagmandspoliti ønsker at erhverve sig materiale i forbindelse med de testresultater, som den tekniske komite har frembragt.
- Det er vigtigt at understrege, at den uafhængige kommission, der undersøger de franske bilproducenter, ikke har fundet noget belastende ved Renault, lyder det fra Renault Danmarks direktør Søren Hyltoft .
Artiklen er en del af temaet Dieselgate.