23948sdkhjf

Bilforhandler tiltalt for millionsvindel

Direktør og medejer af Poul Nielsen Automobiler, Michael Sjelle Nielsen, er tiltalt for at have svindlet for mere end 12 millioner kroner.
RETSAG Lige knap 100 vidner skal til vidneskranken i en stort anlagt sag mod den sjællandske BMW-forhandler Michael Sjelle Nielsen. Han er tiltalt for fire forskellige forhold, som omhandler svindel med byttebiler, firmabiler brugt til privatkørsel, omregistrering af demobiler samt tilfælde, hvor en del af den samlede pris angiveligt er overflyttet til ekstraudstyr, som der ikke skal betales registreringsafgift af. I alt mener anklagemyndigheden, at der er blevet svindlet for over 12 millioner kroner, skriver Sjællandske.

Sagen omfatter bilag på i alt 1943 sider, hvori der indgår købskontrakter, slutsedler, papirmateriale til Skat og meget andet, og retten i Næstved venter, at sagen mindst tager fire måneder.

Sagen drejer sig om salg af 98 fabriksnye BMW’er i perioden januar 2007 til juli 2012. En af handlerne, som er kommet under rettens lup, handlede ifølge Sjællandske om en BMW Coupé, der blev solgt til en kunde i marts 2007. Af papirerne fremgik det, at den blev solgt for 614.000 kroner. Der var givet 286.000 kroner i bytte for købers gamle bil, så kunden skulle af med 328.000 kroner.

To år og otte måneder senere blev den brugte bil solgt videre for 350.000 kroner, og det fandt anklageren mistænkeligt. Da køberen fra den pågældende handel indtog vidneskranken, var det nogle anderledes tal, han kunne oplyse.

- Vi aftalte, at jeg skulle have 400.000 for min brugte bil. Den nye kostede 728.000 kroner, så jeg skulle betale 328.000, forklarede han ifølge avisen.

Adspurgt hvorfor han ikke undrede sig over, at hans brugte bil i slutsedlen kun stod til 286.000 kroner, og den nye blot til 614.000 kroner, svarede vidnet:

- Jeg interesserede mig kun for det nederste tal - altså de 328.000, jeg skulle betale. Det andet er noget teknisk. Bilforhandlere ændrer altid på tallene, det har jeg oplevet andre steder tidligere. Jeg havde ikke mistanke om, at der foregik noget kriminelt.

Flere uger med afhøringer
Sagen om de 98 biler er delt op i fire forhold. De næste mange uger vil gå med afhøringer af køberne til de 41 biler i forhold 1 med salg til private. Derefter går sagen videre til næste forhold, der handler om firmabiler, som skulle være brugt til privat brug. Forhold 3 omhandler biler, der er registreret som demobiler, men som Skat mener, er blevet solgt videre med det samme, mens forhold 4 vedrører biler, hvor en del af den samlede pris angiveligt er overflyttet til ekstraudstyr, som der ikke skal betales registreringsafgift af.

Bilforhandler: Jeg vil frikendes
Skat forsøger at hive en urimelig og fejlagtig sag hjem. Det mener den tiltalte i den store svindelsag fra Næstved, Michael Sjelle Nielsen. Overfor Motor-magasinet giver han sin forklaring om, at han blot har opereret inden for de givne, uklare rammer i perioden 2007-2012, hvor han nu står tiltalt for at have svindlet med 98 BMW biler.
- Skat og anklagemyndigheden prøver at få mig dømt personligt for noget, som det efter fire års efterforskning ikke er lykkedes dem at få anklaget og dømt min brors og min forretning for. Derimod er det lykkedes Skat at tiltvinge sig magt ved at få erklæret vores gamle firma konkurs og overtage de midler, der var i selskabet, for godt ni millioner kroner – så slipper Skat for at få en dommer til at kræve dokumentation og fortælle dem, at de ikke har ret i deres krav på 12 millioner kroner for manglende bilafgifter, siger Michael Sjelle Nielsen.
Han forklarer, at Skat tager udgangspunkt i, at bilerne burde være solgt til vejledende udsalgspris, og at Skat dermed når frem til de 12 millioner kroner i manglende afgift.
- Jeg har naturligvis ikke solgt en eneste bil til fuld pris – det kan ikke lade sig gøre, for ingen ved deres fulde fem vil købe bil fra 500.000 til to millioner kroner uden at få rabat – så Skats beregning er fuldstændig skæv. Vi har handlet på byttepriser, som man gerne må og måtte, siger Michael Sjelle Nielsen og afviser, at der er fiflet med tallene i salgsopstillingerne på de mange biler.
- Jeg vil dømmes efter de regler og den retspraksis, der gjaldt dengang med en anden kutyme end i dag. Der er faldet mange domme siden, også Skat imod, og i dag vil ingen bilforhandler sælge en demobil, der kun har kørt 50 kilometer. I sagen mod mig kan jeg alene blive dømt på at have handlet i ond tro omkring at forbryde sig mod regler, der i mange år var meget diffuse. Derfor påstår jeg og min forsvarer Anders Nemeth mig fuldstændig uskyldig, siger Michael Sjelle Nielsen.
Anders Nemeth var også forsvarer for Henrik Bollerslev, Lindholm Biler, der for nylig blev frifundet i en sag om importbiler.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11