23948sdkhjf

Svanesang eller overlevelse

Tiden er inde til, at eftermarkedet tænker ud af boksen og handler derefter. Find den indre kriger frem, lyder opsangen fra Michael Adam Czartoryski.
DEBAT Det er forstemmende at læse Motor-magasinets beretning fra Dansk Bilbrancheråds seneste repræsentantskabsmøde. I hvert fald var det for undertegnede svært at spore blot en snært af entusiasme og optimisme i det refererede. Jeg medgiver, at der umiddelbart kan være svært meget at være bekymret over, når man betragter de frie værksteders daglige kamp for at overleve, og den fremtid som ligger lige om hjørnet.

• Strukturerne i autobranchen ændrer sig med voldsom hast. Den eksisterende forretningsmodel på eftermarkedet har overlevet sig selv. Det kræver omstilling og tilpasning.

• Konkurrencen fra de autoriserede værksteder er hård. Er det kun forhandlerne og de autoriserede værksteder, som har en fremtid?

• Indtjeningen er for lav. Hvor mange virksomheder på eftermarkedet har en dækningsgrad på 10% eller mere?

• Mange af de frie værksteder er underfinansierede. Der skal penge til udvikling og vækst.

Kære kolleger,

Eftermarkedet er tydeligvis i krise. Mange af jeres virksomheder ligger allerede ned, og der er ingen optimisme at spore. Der er et åbenlyst behov for, at I på eftermarkedet begynder at tænke ud af boksen og får øje på lyspunkterne i mørket.

Behov for tilpasning

"Konkurrencen er hård, vi kan ikke skaffe medarbejdere, lønningerne stiger, og de unge gider ikke branchen." Ja, og netop derfor må I tilpasse måden, I driver virksomhed på, hvis I vil overleve. Blandt andet bliver i nødt til at acceptere, at unge uddannelsessøgende i dag ikke vil et værkstedsgulv. Det vil de heller ikke i morgen; trods branchens lækre hvervekampagner og andre PR-tiltag. De unges verden er i dag fuld af interessante alternative tilbud, som de tydeligvis finder mere fristende end et værkstedsgulv og derfor tilvælger.

Elefanten i rummet

Lær af andre. Tag ved lære af, hvad andre pressede løntunge brancher, som ikke har været i stand til at automatisere deres arbejdsprocesser, allerede har gjort i årtier for at udvikle sig og overleve. De har valgt at deltage aktivt i den internationale arbejdsdeling. Andre løntunge brancher i Danmark har for længst været igennem den nødvendige udviklings- og omstillingsproces. Derfor har de overlevet.

Levende slagtesvin køres over grænsen og returnerer som koteletter. Ikoniske danske designmøbler produceres udenfor Danmark. Verdensberømte danske ovenlysvinduer, vandpumper, isoleringsmaterialer, modetøj og sko mv. produceres udenfor Danmark. Af danskejede virksomheder, vel at mærke. Det er de danske virksomheder, og Danmark, blevet rigere af, og arbejdsløsheden i Danmark er i dag historisk lav.

Behovet for internationalisering af autobranchen er elefanten i rummet.. Et tema som man end ikke tør diskutere åbent af frygt for Dansk Metals og ens kollegers reaktioner. Autobranchen er i dag nok den sidste løntunge branche i Danmark, som ikke drager fordel af de muligheder, der ligger i internationalisering. Det lider I under. Det taber I på.

Verdens bedste?

Hvor svært kan det være? Ja, jeg ved godt, at man på mange danske værksteder bilder sig selv ind, at danske mekanikere er de bedste i verden. Godt så. Men holder den opfattelse til et realitetscheck? Samme opfattelse fandt man også tidligere i andre brancher. For andre brancher holdt den ikke ...

Lad mig her blot afsløre, at der også repareres biler syd for den danske grænse. Tyskerne kan selv reparere deres biler. Det vil de fleste af jer nok erkende. Men tyskerne har for længst opdaget, at polakkerne sørme også kan reparere biler; og at de faktisk er rigtig gode til det. Det har tyske værksteder forstået at drage fordel af. Det har gjort de tyske værksteder rigere. Østrigske værksteder har gjort sig tilsvarende erfaringer med værksteder i Slovenien, hvorfor de nu får udført større reparationer hos kollegerne i Slovenien.

Gør noget nyt

"Ja, men hver især er vi for små til at gøre noget." Her er jeg helt uenig, men hvis det er holdningen, så kræv af jeres brancheorganisationer, at de fokuserer mindre på medlemstal og tænker mere i og bidrager med nyskabende initiativer, der giver stærke medlemmer. Tænk kreativt. Gå sammen i utraditionelle samarbejder. Gør noget nyt!

Frygten for Dansk Metal

"Men hvad vil fagforeningerne sige?" De vil hyle i kor og råbe "social dumping" og "udflagning af arbejdspladser", til de mister pusten. Det har de altid gjort, når danske virksomheder har valgt at outsource arbejdsprocesser for at overleve. Men man må aldrig lade frygten for Dansk Metal og politiske reaktioner fra venstrefløjen afgøre, hvorvidt man tør tage strategiske beslutninger, som er afgørende for ens virksomheds overlevelse. Internationalisering af eftermarkedet i autobranchen vil kræve mandsmod. Har I det? Man skal turde stå op imod Dansk Metal og politiske dogmer. Tør i det?

Kom ud af boksen og kæmp

Tiden er inde til, at I på eftermarkedet tænker ud af boksen og handler derefter. Rettidig omhu er at handle nu; inden butikken lukker. Se det positive og mulighederne i den uafhængighed i har som frie værksteder.

Gør som jægersoldaten prædikede på repræsentantskabsmødet. Find den indre kriger, tag initiativet tilbage og skab jer selv en fremtid!

Bedste hilsner

Michael Adam Czartoryski

EAC Danmark A/S
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.183