23948sdkhjf

Magnussen ærgrer sig efter skuffende løb i Mexico

Den danske Renault-kører havde gerne set nogle ting håndteret anderledes i Mexico, hvor han blev nummer 17.
FORMEL 1 Kevin Magnussen førte en anonym tilværelse i den bageste ende af feltet, da sæsonens tredjesidste Formel 1-grandprix blev kørt søndag i Mexico.

Danskeren sluttede som nummer 17, hvilket han ikke var synderligt glad for.

- Det var et rimeligt skuffende løb. Vi pitter ikke under safetycar, og det koster os rigtig dyrt, siger Kevin Magnussen til TV3 Sport ifølge BT.

- Ud over det havde vi ikke særlig god fart i bilen. Det kunne godt have været bedre, hvis vi havde pittet under den safetycar, så havde vi muligvis stadig været i kamp om pointene, siger han.

Danskeren måtte i modsætning til de fleste konkurrenter gå i pit to gange, men det var der en naturlig forklaring på.

- Grunden til, at jeg ikke kunne køre til mål med mediumdækket, var, at jeg fik låst mit forhjul helt vildt.

- Jeg kørte først op over en kerb (kantsten, red.) i sving ti, og jeg tror, at jeg har ødelagt bilen. Jeg fik derefter låst mine forhjul og ødelagt bilens dæk, og så kørte jeg i pit, siger Kevin Magnussen.

Danskerens teamkammerat hos Renault, briten Jolyon Palmer, havde en noget bedre dag og sluttede som nummer 14.

Palmer og Magnussen kæmper begge for at beholde deres sæde hos Renault i næste sæson.

Teamet har allerede annonceret, at tyske Nico Hülkenberg, bliver Renaults ene kører i næste sæson.

Lewis Hamilton vandt

Den regerende verdensmester, Lewis Hamilton, vandt løbet i Mexico foran Mercedes-teamkammeraten Nico Rosberg, der fortsat fører i den samlede VM-stilling.

Rosberg har et forspring på 19 point ned til Hamilton og vinder som sådan VM-titlen, hvis han vinder løbet i Brasilien om 14 dage.

Sæsonens sidste grandprix bliver kørt i De Forenede Arabiske Emirater.

Kevin Magnussen havde inden løbet i Mexico fortalt, at han formentlig skulle lukrere på uheld blandt de forankørende for at avancere mindst fire placeringer fra sin startposition som nummer 14 og komme i pointene.

Han var underlagt en række udfordringer: Temperaturerne i Mexico kunne drille bilen, løbet blev kørt i 2200 meters højde, og banen i Mexico var ikke på programmet, da Magnussen kørte for McLaren i 2014.

Danskeren fik som sådan sin debut på Autódromo Hermanos Rodríguez søndag aften dansk tid.

Men starten gik ikke desto mindre nogenlunde præcis som ønsket for ham. Mens andre kørere ramte hinanden, holdt han sig fri af balladen og var hurtigt oppe på 12.-pladsen.

Festen fes dog lige så hurtigt ud.

Allerede efter 11 omgange kørte danskeren i pit for at skifte til hårdere dæk, og så røg han ned på 19.-pladsen.

Her lå han pludselig to placeringer efter sin teamkollega hos Renault, Jolyon Palmer, som havde startet løbet fra pit lane og som næstsidst af alle.

Palmer blev trukket fra kvalifikationen på grund af problemer med bilen og satte derfor ikke nogen kvalifikationstid.

I løbet lukrerede Palmer på de tidlige uheld ved at skifte dæk, da der var safety car, så han ikke tabte tid på dækskiftet. Og derfor lå han foran Magnussen, da danskeren havde været i pit.

Men derudover havde Kevin Magnussen store problemer med at få fart i bilen, og han røg efter 30 omgange ned på 18.-pladsen.

På det tidspunkt lå Palmer nummer 13.

Mens Magnussen havde tabt fire pladser, havde Palmer altså vundet otte.

Palmer avancerede endda til 12.-pladsen, før han på de sidste ti omgange tabte fart og blev overhalet to gange.

Det ændrer dog ikke på, at Kevin Magnussen må føle sig mest skuffet af de to.

Vettel rasende: Mister podieplads igen

Han kørte over målstregen som nummer fire. Senere blev han forfremmet til en tredjeplads. Og dernæst blev han degraderet til en femteplads.

Søndagens grandprix i Mexico blev en speciel oplevelse for Formel 1-køreren Sebastian Vettel (Ferrari).

Han nåede at blive hyldet på podiet sammen med vinderen, Lewis Hamilton, og nummer to, Nico Rosberg. Inden han altså blev degraderet.

Mod slutningen af løbet kæmpede Sebastian Vettel en indædt kamp om tredjepladsen mod Red Bulls unge Max Verstappen.

Den 19-årige hollænder gjorde Vettel rasende, da han nægtede at give plads, efter at Verstappen kortvarigt havde været af banen og skåret et sving.

Det fik den firedobbelte verdensmester til over bilradioen at fyre en verbal kanonade af skældsord i retning af Max Verstappen, hvilket millioner af tv-seere kunne høre.

- Jeg var fuld af adrenalin, da jeg sad i bilen, for det var ikke korrekt, hvad Max gjorde. Jeg blev ophidset, som I nok kan forestille jer, sagde Sebastian Vettel til AFP efter løbet.

Max Verstappen blev efter løbet tildelt en tidsstraf på fem sekunder, hvilket sendte ham fra tredjepladsen til femtepladsen efter Vettel og Red Bull-teamkammeraten Daniel Ricciardo.

Unge Verstappen havde efter løbet ikke det store tilovers for Sebastian Vettels verbale overhaling.

- Jeg vil tale med ham, for det er bare latterligt, hvordan han håndterer det. Han er bare en meget frustreret fyr i øjeblikket, sagde Max Verstappen.

Han mener, at Vettel skulle "tilbage i skole" for at lære at tale pænt.

Nogle timer efter løbet kom det så frem, at Sebastian Vettel blev idømt en tidsstraf på ti sekunder, fordi han havde benyttet en ulovlig og farlig linje under en nedbremsning, da han duellerede mod Daniel Ricciardo.

Dermed endte australske Ricciardo altså som nummer tre, mens kamphanerne Verstappen og Vettel sluttede på de efterfølgende placeringer.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14