23948sdkhjf

Priser til forbrugere skal altid oplyses med moms

AutoBranchen Danmark opfordrer virksomheder i autobranchen til at være opmærksomme på, at priser markedsført til forbrugerne altid skal indeholde moms. Ellers kan der vanke en bøde.
MOMS Det er ulovligt at oplyse priser uden moms, når man som virksomhed markedsfører sig over for forbrugere. Det fastslår Forbrugerombudsmanden, som har udarbejdet en kvikguide, der forklarer, hvornår det er lovligt at oplyse priser med og uden moms.

- Virksomheder i autobranchen skal være opmærksomme på, at det ikke er tilstrækkeligt at oplyse forbrugeren om, at prisen vil blive tillagt moms. Momsen skal være indregnet i prisen. Hvis virksomheden derimod markedsfører sig over for andre erhvervsdrivende, kan prisen lovligt oplyses uden moms. Det skal dog klart fremgå, at markedsføringen er henvendt til andre erhvervsdrivende, forklarer Christine Jans, juridisk konsulent i AutoBranchen Danmark.

Hvis man har markedsføring rettet mod både forbrugere og andre virksomheder, kan prisen godt oplyses uden moms, så længe prisen med moms oplyses samme sted og med samme tydelighed.

Får bøde på 10.000 kroner

Hvis man som virksomhed ikke oplyser de korrekte priser, risikerer man en bøde. I 2014 anmeldte Forbrugerombudsmanden 11 virksomheder til politiet for at overtræde markedsføringsloven. En af sagerne er netop afgjort i Retten i Hillerød, og det endte med en bøde på 10.000 kroner til et gulvservicefirma, der havde annonceret med priser uden moms. De andre sager er endnu ikke afgjort.

- Forbrugeren skal have oplyst den reelle pris for en vare eller tjenesteydelse. Ellers er regningen ikke gennemskuelig, og forbrugeren risikerer at få en ubehagelig overraskelse, når fakturaen dukker op, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

Forbrugerombudsmanden tager stadig nye sager op om virksomheder, der markedsfører sig over for forbrugere uden at oplyse den samlede pris med moms, anfører AutoBranchen Danmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096