23948sdkhjf

Renault om farvel: Tak for fantastisk indsats Magnussen

Kevin Magnussen er færdig som Renault-kører efter denne sæson. Jolyon Palmer fortsætter, bekræfter holdet.
FORMEL 1 Den danske racerkører Kevin Magnussen er færdig hos Renault-holdet, når sæsonen er slut.

Onsdag bekræftede det franske hold, at man har forlænget aftalen med holdkammeraten briten Jolyon Palmer for 2017-sæsonen.

Dermed tager briten det sidste af holdets to sæder til den kommende sæson, da Renault allerede har skrevet kontrakt med den tyske kører Nico Hülkenberg.

Kevin Magnussen og Jolyon Palmer har været Renaults to kørere i denne sæson, hvor der stadig mangler to grandprixer.

Hos Renault siger man farvel til danskeren og ønsker ham held og lykke i den videre karriere.

- Vi takker Kevin Magnussen for indsatsen i 2016, da han har gjort et fantastisk arbejde for os i år. Vi ønsker ham alt det bedste for 2017 og derudover, siger Renault-præsident, Jerome Stoll, til Renaults hjemmeside.

Her får forlængelsen med 25-årige Jolyon Palmer også ord med på vejen af Stoll.

- Vi glæder os over at beholde Jolyon som vores kører i 2017-sæsonen.

- Jolyon har vist sin sult efter at udvikle sig med os i takt med, at holdet vokser, og vi har været imponeret over hans stadig stærkere præstationer på banen, som sæsonen er skredet frem.

- Vi er overbeviste om, at kombinationen af Jolyon og Nico Hülkenberg er en meget lovende drivkraft for at nå vores mål, siger Jerome Stoll blandt andet.

Begejstret brite

Den britiske kører er begejstret over udsigten til at fortsætte hos Renault.

- Jeg er himmelhenrykt over at køre for Renault i en sæson mere, og jeg kan ikke vente med at belønne holdets tro på mig på banen.

- Efter at have arbejdet fra Enstone (Renaults base, red.) siden 2015, så forstår jeg fuldt ud udviklingen af infrastrukturen i år. Det betyder, at jeg deler holdets spænding i forhold til 2017 og vores nye bil.

- Der er et enormt drive og en enorm entusiasme i Enstone, og jeg er beæret over at være en del af det hele, siger Jolyon Palmer blandt andet til Renaults hjemmeside.

Kevin Magnussen har i sin første sæson hos Renault hentet syv point indtil nu, mens Jolyon Palmer er noteret for et enkelt point.

Hele onsdagen har flere internationale medier berettet, at Kevin Magnussen skifter til det amerikanske hold Haas.

Denne oplysning er endnu ikke bekræftet af parterne.

Kilde: Rritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.207