Store kontantbeløb fra kunden kan give bøder
AutoBranchen Danmark opfordrer virksomheder i autobranchen til at være opmærksomme på, at det ikke er tilladt at modtage kontantbeløb på 50.000 kroner eller derover i henhold til hvidvaskningsloven.
- For erhvervsdrivende, der sælger genstande og/eller leverer tjenesteydelser, som for eksempel en bilforhandler eller et værksted, gælder et kontantforbud. Det betyder, at den erhvervsdrivende ikke må modtage kontantbetalinger på 50.000 kroner eller derover. Reglerne omfatter også betalinger, der ser ud til at være indbyrdes forbundet, hvis den samlede betaling udgør 50.000 kroner eller derover, forklarer Christine Jans, juridisk konsulent i AutoBranchen Danmark.
Forhandler dømt
I en landsretsdom fra 2011 blev en forhandler dømt for at overtræde kontantforbuddet. Det skete på trods af, at medarbejderen ikke kendte til kontantforbuddet. Ukendskab til lovgivningen er altså ikke en undskyldning for at undgå straf.
Bødestraffen for overtrædelse af kontantforbuddet udgør normalt 25 procent af de beløb over beløbsgrænsen på 50.000 kroner, som er modtaget.
Kontantforbuddet blev i 2013 nedsat fra 100.000 til 50.000 kroner. Der gælder ikke et kontantforbud for pengeinstitutter, ejendomsmæglere, realkreditinstitutter og advokater med videre, men disse virksomheder har til gengæld andre pligter ifølge loven, oplyser hun.