23948sdkhjf

VW vil skære 30.000 job og satse på elbiler

Volkswagen bekræfter, at selskabet vil fjerne 30.000 job frem mod 2020. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
DIESELGATE Med et tiltag, der skal øge overskuddet og give penge til en omstilling til produktion af elbiler, vil Volkswagen skære 30.000 job frem mod 2020.

Det bekræfter Volkswagen fredag formiddag ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters. Nedskæringen skal give en besparelse på 3,7 milliarder euro - 27,5 milliarder kroner.

Ifølge Reuters vil der blive skåret 23.000 job i Tyskland, der er et af de lande, hvor det er dyrest at producere biler for koncernen. Besparelserne er en del af en større plan for fremtiden, der involverer store investeringer i produktion af elbiler.

Fagforeningerne har ifølge Reuters accepteret nedskæringerne, da Volkswagen i stedet har lovet at skabe 9000 arbejdspladser i udvikling og produktion af elbiler, og de skal placeres i Tyskland.

Der skal blandt andet bygges en eldreven sportsvogn i hjembyen Wolfsburg og en mindre elbil i den østtyske by Zwickau. De elektriske motorer og batterier skal også bygges i Tyskland.

Volkswagen løb i 2015 ind i en af sine største kriser nogensinde. Det skete, da det kom frem, at selskabet i årevis har installeret computerprogrammer i sine biler, der er designet til at snyde myndigheder, der tester for skadelige udstødningsgasser.

Det er en uheldig sag for Volkswagen, der netop har brandet sig selv på at være god for miljøet og mere eller mindre egenhændigt opfandt mottoet "Clean Diesel" til sine dieselbiler.

Miseren, der truede med at knække Volkswagen under en storm af milliardbøder, fik selskabet til at love et større fokus på elbiler. Volkswagen er en af verdens største bilproducenter. Selskabet ejer brands som Volkswagen, Audi, Porsche, Seat og Skoda.

Selskabet, der blev startet i 1937, havde ved udgangen af 2015 610.076 ansatte og producerede 10,02 millioner biler.

Kilde: Ritzau/Reuters

Artiklen er en del af temaet Dieselgate.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11