Ajour med branchen i udlandet
Nyt fra autobranchen i Europa, USA og Asien - se også selvstændig billedtekst.
OP TIL 169 ÅRS FÆNGSEL - eller rettere livstidsfængsel - risikerer den tidligere VW-chef Oliver Schmidt ifølge anklageskriftet fra en amerikansk domstol efter Dieselgate svindelaffæren med snydesoftware i bilerne. Meldingen kommer efter det er kommet frem, at VW-chefer og ingeniører tilintetgjorde bevismateriale, da skandalesagen begyndte at rulle i 2015.
DET RUSSISKE BILSALG FALDT med 11 procent I 2016 til 1,4 millioner biler, ifølge data fra AEB. Men markedets førende bilproducenter forventer, at den fire år lange nedtur i landet bilmæssigt slutter her i 2017.
TAKATA HAR ERKENDT sig skyldig og indvilliger i at betale syv milliarder kroner i bøde for at have produceret defekte airbags, der har kostet mindst 16 mennesker livet i flere lande.
LEVERANDØREN BOSCH UDVIDER sine services og har overtaget specialisten i system- og softwareudvikling, ITK Engineering, der forbliver selvstændigt brand men med separat Bosch udvikling. ITK Engineering beskæftiger mere end 900 ansatte og havde i 2015 en omsætning på 67,5 millioner euro. Den automotive andel lå på omkring 70 procent.
CONTINENTAL OG NEXTEER ER blevet enige om at oprette et joint venture, der skal udvikle elektroniske styre- og bremsesystemer, som er nødvendige for selvkørende biler. Continentals teknologi omkring bremsesystemer kombineres således med styresystemer fra Nexteer. Et af målene er at udvikle bedre såkaldte by-wire systemer med færre ledningsføringer.
SCHAEFFLER HAR PLANER OM at ansætte op mod 600 it-eksperter, som skal arbejde på digitale løsninger for fremtidig mobilitet. Det sker som led i en digitaliserings-strategi, som selskabet lancerede sidste år, hvor en hjørnesten er udvikling af intelligente produkter. De nye medarbejdere skal slå sig løs indenfor dataarkitektur, dataanalyse, design tænkning, app udvikling eller forretningsmodeller for at udvikle innovative applikationer til bilindustrien og andre industrier.
AUTOSTADT I WOLFSBURG HAVDE 2,2 millioner besøgende i 2016 og blev dermed atter en af verdens førende bil-leveringscentre. 152.065 nye biler blev således overdraget i kundecentret, hvilket er en nedgang på cirka 16.000 i forhold til året før.
VED EN RET I SHANGHAI er to firmaet dømt til at betale godt tre millioner kroner til BMW for uretmæssig brug af logo og varemærke. Det ene firma havde registreret varemærket "BMN" med et logo, som svarer til BMW’s. Det andet, som er et modefirma, var gået mere grundigt til værks og havde over årene småjusteret på firmaets logo, der prydede blandt andet tøj, sko og tasker, så det til sidst lignede BMW’s blå-hvide.