Distributør dropper salget af reservedele
LUKNING Eurodeal, der distribuerer en række reservedele til autobranchen, har valgt at lukke forretningen i Hvidovre og dermed udfase sliddele og øvrige reservedele til personbiler. Det fortæller virksomheden direktør Michael Ullerup.
- Eurodeal vælger at flytte logistikcentret fra Hvidovre til Aarhus som en naturlig følge af den her strategi. Med autoreservedele i programmet var det tidligere naturligt at være placeret i det geografiske område, hvor den primære bilpark findes. Med det nye set-up er det ikke et must at have lager i København, fortæller Michael Ullerup.
Eurodeals fremtidige vareprogram flyttes derfor til Aktieselskabet Carl Christensens faciliteter i Aarhus, hvor firmaet har lejet 2.500 kvadratmeter.
Tung transport og MC’ere
Ved et farvel til autoreservedele vil virksomheden i stedet fokusere på dele til industrien, lastvogne, landbrugsmaskiner og motorcykler.
- Seneste tiltag fra Eurodeal er introduktionen af MC-dele under navnet parts4mc.dk til den professionelle del af motorcykel-/scooterbranchen. Eurodeal er de eneste, som kan tilbyde opslag af reservedele via nummerpladen til dette segment. Derudover kan parts4mc.dk tilbyde flere servicefunktioner end man tidligere har set i denne branche, udtaler Michael Ullerup og fortsætter:
- Vi vil bruge erfaringerne fra dette segment til i fremtiden at udbygge tilsvarende inden for andre fagområder.
Eurodeal beholder distributionen af Valvoline smøremidler, Tectyl rustbeskyttelsesprodukter, Motip-kemi og Yuasa batterier.