23948sdkhjf

Ny direktør for Bilabonnement

42-årige Jesper Flach skal fordoble abonnenterne på et år.

LEASING Ny direktør for Bilabonnement, Jesper Flach, vil inden udgangen af 2018 fordoble antallet af danskere, der kører i bil på abonnement. I dag har Bilabonnement 1500 biler ude at køre.

Konceptet bil på abonnement blev lanceret i Danmark i oktober måned sidste år. Der er tale om et 100 procent online bilkoncept, der skal få danskerne til at have bil på en ny måde - på abonnement, som det for eksempel kendes fra Netflix, Spotify og Mofibo.

Den nyansatte direktør per 1. september, Jesper Flach, skal nu sætte ny fart på udviklingen og vil blandt andet inddrage danskerne i udviklingsrummet. Inden udgangen af 2018 er det målet at fordoble antallet af danskere, der kører i bil på abonnement.

I øjeblikket kan danskerne køre i bil på abonnement fra otte mærker, Peugeot, Citroën, Mitsubishi, Renault, DS, Volvo, Jeep og Fiat, fordelt på 24 modeller til en pris på måned fra 2595 til 7995 kroner. For et år siden lagde Bilabonnement ud med to mærker, Peugeot og Citroën.

- Jeg håber, at vi kan få flere bilmærker på, vi arbejder løbende med en dialog med andre mærker. Det vigtigste er, at vi har et godt udvalg af små, mellem- og luksus-biler, siger Jesper Flach til Motor-magasinet.

- Vores opstart var en stor succes med 700 kunder på kort tid. Nu har vi fået styr på grundforretningen og er klar til ny vækst, tilføjer han.

Ti medarbejdere

42-årige Jesper Flach kommer til autobranchen senest fra en stilling som Head of Digital hos PFA, og han har tidligere været hos Novozymes og konsulenthuset Qvartz. Privat bor Jesper Flach i Hillerød med sin kone og parrets to børn.

Bilabonnement A/S blev etableret i 2016 og er et datterselskab under Interdan A/S, Danmarks næststørste bilimportør etableret i 1950’erne med import af blandt andet Peugeot, Citroën og Mitsubishi.

Tidligere holdt Bilabonnement til hos Interdan på Hovedvejen i Glostrup, men siden er de ti medarbejdere flyttet til Danneskiold-Samsøes Allé 41 i København K.

Tredje direktør

Det var direktør Peter True, som stod i spidsen fra opstarten for et år siden, men han fratrådte tidligere i år. Fra da og frem til 1. september har Christian Haugaard, Interdan og ny direktør for Citroën, været midlertidig direktør for Bilabonnement.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078