Tysk gigant vil sælge 500.000 elbiler
SALGSSNAK Der skal fyres op for salget af elbiler frem mod slutningen af næste år, 2019. I hvert fald hos BMW, hvor topledelsen kørt før nytår annoncerede, at man har planer om at sælge 500.000 el- og hybridmodeller på tværs af koncernens bilmodeller.
Harald Krüger, der er adm. direktør hos BMW forklarede det tyske magasin Wirtschafts Woche, at virksomheden satser benhårdt på, at man skal have 12 fuldt elektriske modeller hen mod 2025. I øjeblikket har BMW dog budgetteret med at sælge omkring 100.000 biler globalt, der drives enten helt eller delvist af el. Fremgangen skal drives af BMW’s i-division, som i skrivende stund omfatter i3 og i8 - hvoraf i3, for de fleste, er den mest tilgængelige.
Selv om BMW i3 på mange planer har givet en klar idé, hvor BMW-koncernen som helhed skal bevæge sig hen, både med hensyn til batteriudvikling, materialeteknologi og bæredygtighed, så har salget været en anelse sløvt.
Topchef Harald Krueger fremhæver foruden i3 også 2-serie Active Tourer plugin-hybrid-modellen, som en af dem, der har trukket læsset i Vesteuropa og USA, men der skal mere til.
Ingen smæk til diesel
Selv om visionerne er store med hensyn til elektriske modeller, så skal det stadig ske med en respekt for nutiden, mener Harald Krüger. Og med det mener han blandt andet, at dieselbiler skal slippe for det skattesmæk, som flere andre bilproducenterne og politikere ellers har foreslået.
Topchefen mener nemlig ikke, det er en den rigtige løsning blot at pålægge dieselbiler alene særlige udgifter i forlængelse af den tiltagende debat om dieselbilernes forurening. Derfor vil BMW også de kommende år fortsætte med at sælge biler med forbrændingsmotorer, som især skal være med til at sikre ’rugbrødet’ i virksomheden, altså at der er en stabil og sikker indtjening, som så på længere sigt kan finansiere og drive udviklingen af elbiler.
Dermed går direktøren i en anden retning end Volkswagen Groups adm. direktør Matthias Müller, der mener, at den reelle fremgang for elbiler understøttes bedst ved at pålægge eksisterende drivmidler ekstraskatter. Det er dog et forslag, som den tyske transportminister Christian Schmidt har skudt ned med begrundelsen om, at diesel stadig er nødvendig, også i forlængelse af den store omlægning af transportsektoren.
- Jeg mener, at det ville være uretfærdigt at pålægge netop de bilejere særudgifter, fortæller Harald Krüger til Wirtschafts Woche.