Budweg Caliper solgt til kapitalfond
Capidea har overtaget Odense-fabrik for halv milliard kroner.
BREMSEDELE Kapitalfonden Capidea har overtaget Odense-virksomheden Budweg Caliper, der opkøber brugte bremsekalipre og renoverer dem. Ifølge Børsen er købssummen i omegnen af 500 millioner kroner.
Sælger er de to brødre Thomas og Jan Larsen, der fortsætter som minoritetsaktionærer. De overtog sammen med en tredje bror, Peter Larsen, virksomheden i 1999. I 2006 købte Thomas og Jan Larsen deres bror ud.
- Vi har solgt, fordi vi ønsker, at firmanavnet også skal være der i morgen. Nu får vi større økonomiske muskler og en professionel bestyrelse, som skal hjælpe selskabet godt ind i fremtiden, siger Thomas Larsen til Børsen.
Thomas og Jan Larsen fortsætter med den daglige ledelse af virksomheden, som har 170 ansatte.