23948sdkhjf

De fleste bilskader skyldes uopmærksomhed

Skader på bilen skyldes i langt de fleste tilfælde uopmærksomhed bag rattet, viser nye tal fra LeasePlan Danmark, der forsikrer mere end 14.000 danske firmabiler.

SKADER Mange har sikkert prøvet at sidde bag rattet, mens de enten stiller på radioen, tjekker mobilen eller blot lader tankerne flyve hen et andet sted. Men det er en rigtig dum idé. Det er nemlig ofte i situationer med en uopmærksom fører, at det ender med en skade på bilen.

Nye tal fra et af landets største leasingselskaber, LeasePlan Danmark, viser, at fire ud af de seks mest typiske anmeldte skader i 2017 i et eller andet omfang kan tilskrives uopmærksomme bilister.

- Man kan aldrig gardere sig helt mod skader som stenslag eller sort uheld. Men vi kan se på vores tal, at uopmærksomhed er den årsag, der forårsager langt de fleste skader. Det er virkelig vigtigt, at man som fører er opmærksom bag rattet, også selv om man er midt i en travl hverdag, siger Michael Olsen, adm. direktør hos LeasePlan Danmark, der administrerer flere end 33.000 biler for danske virksomheder, private og kommuner, hvoraf 14.000 er forsikret gennem selskabets eget forsikringsselskab, Euro Insurances DAC.

Mange skader kan undgås

Parkeringsskader og påkørsler topper listen over uopmærksomhedsskader. Således var 13,5 procent af alle skader anmeldt hos LeasePlan i 2017 såkaldte parkeringsskader, det vil sige hvor én af parterne holdt stille. 12,7 procent af skaderne skete ved påkørsel, hvor begge parter var i bevægelse.

Ifølge LeasePlan kan man dog undgå mange skader ved at tage de rigtige forholdsregler:

- Nøgleordene for at undgå sådanne skader er fuld opmærksomhed. Når man skal parkere, skal man ikke skynde sig for at komme videre i dagens program. Sørg i stedet for at sænke farten, og forsøg ikke at presse bilen ind, hvor pladsen er trang, forklarer Michael Olsen og fortsætter:

- Påkørsler sker også oftest, fordi føreren er uopmærksom. Man kan minimere risikoen ved at holde kørepauser på længere ruter og holde ind til siden, hvis ungerne er urolige på bagsædet. Og så lad være med at skrue helt op for musikken, og lad passagererne stå for at justere aircondition, besvare SMS’er og styre GPS’en, så man som fører kan holde øjnene og det mentale fokus på vejen, lyder det fra Michael Olsen.

Bakkeskader

8,9 procent af sidste års skader var bakkeskader, hvor føreren i mange tilfælde er bakket ind i stillestående genstande eller forbikørende biler. Ved bakning er udsynet væsentligt forringet, så derfor lyder rådet fra LeasePlan Danmark, at man bør sørge for, at ruderne er klare og bakspejlene indstillet korrekt, inden bilen bliver sat i bakgear.

Det er desuden altid en god idé at bakke ind på p-pladsen. Så sænker man risikoen for skader, når man skal ud igen og har travlt eller er uopmærksom, eller hvis udsynet er dårligt på grund af eksempelvis dug på ruderne.

Glasskader skal klares hurtigt

Ud over skader pga. uopmærksomhed ligger glasskader også højt på listen. Glasskader kan ske ved fx stenslag i forruden, og faktisk var skader på glas årsag til hele 32 pct. af skadeanmeldelserne hos LeasePlan sidste år.

App kan advare om fare

Som et nyt tiltag for at forbedre opmærksomheden bag rattet introducerer LeasePlan Danmark en ny teknisk løsning til egne firmabiler og til de kunder, der ønsker det. Løsningen består af en lille enhed, der monteres i bilen samt en tilhørende app, der advarer om uhensigtsmæssig kørsel, hvis telefonen benyttes som håndholdt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088