Jubilar hyldet med 150 aircontjek
JUBILÆUM Der blev gjort store øjne, da Strøjer Tegl på Fyn forleden inviterede til en festlig reception i anledning af, at virksomheden i år kan markere sit 150 års jubilæum. Midt imellem vinflasker, blomster og chokoladeæsker havde der nemlig sneget sig en fuldautomatisk fyldestation ind.
Giveren var direktør Per Flensted fra Dometic Waeco ved Fredericia, og gaven består af 150 gratis aircontjek til den værdifulde og sjældne bilpark, Strøjer Samlingen, som familien Strøjer har opbygget gennem årene ved siden af teglstenene.
- Fyldestationen, som er vores topmodel af mærket ASC 2500, kommer til at stå hos Strøjer, indtil de har haft glæde af de 150 tjek, der markerer hvert år i Strøjers historie, forklarer Per Flensted, adm. direktør, Dometic Waeco.
Fuldautomatisk nydelse
Det er ikke første gang, at Dometic gæster den vestfynske bilpark, hvor besøgende på nærmeste hold kan snuse til klassiske mærker som Ferrari, Lamborghini, Aston Martin, Zenvo, Bugatti, Koenigsegg og Rolls Royce eller tage et kig ind i gamle kongebiler samt biler, der har medvirket i Le Mans og James Bond-film. For et par år siden stillede Dometic således med hele fem teknikere, der foretog tjek af klimaanlæggene i den berømte bilpark.
Nu kan folkene fra Strøjer selv bestemme, hvornår de ønsker at få lavet aircontjek.
- Med en fuldautomatisk fyldestation klarer maskinen stort set det hele selv, så jeg håber selvfølgelig, at folkene hos Strøjer nyder gaven, hver gang de tænder for den, siger Per Flensted.
Samtidig understreger han vigtigheden af, at klimaanlæg i udstillede biler også bliver efterset.
- Museumsbiler holder stille det meste af tiden, men derfor er det alligevel vigtigt at få foretaget aircon-tjek og påfyldt nyt kølemiddel. Anlæggene risikerer nemlig at tørre ud, når ikke de bliver brugt, siger Per Flensted.