23948sdkhjf

De vigtigste fra indlandet

Vi er utrygge ved selvkørende biler
Næsten hver anden dansker - 45 procent - er utrygge ved udsigten til selvkørende biler i fremtiden. Det skriver nyhedssitet Finans.dk på baggrund af en undersøgelse lavet af Mercedes-Benz Danmark gennem Userneeds’ Danmarkspanel.

Samtidig anser et flertal af de godt 2000 repræsentativt adspurgte - 59 procent - det for usandsynligt, at de vil købe en selvkørende bil, når det bliver muligt. Dette uagtet at flere autobranchefolk forventer, at netop køb af egen bil vil aftage i fremtiden, hvor mobilitetstjenester står på spring for at befordre passagerer.

Rolf Ask Clausen fra Ingeniørforeningen IDA mener imidlertid, at sagen endnu er for hypotetisk for mange danskere.

- Hvis selvkørende teknologi bliver ligeså almindeligt som eksempelvis bak-kameraer er i dag og tilstrækkelig billigt, eventuelt oven i købet med en billigere forsikring og en øget sikkerhed, mon så ikke mange alligevel vil skifte mening til den tid?, siger han til Finans.dk.


Branchestøtte til større dæk-bøder
Rådet for Større Dæksikkerhed støtter forslaget fra Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og transportordførerne for regeringspartierne og Dansk Folkeparti, der vil hæve bødeniveauet for busser, lastbiler og påhængskøretøjer med defekte bremser og andre sikkerhedskritiske fejl på eksempelvis hjulophæng og styretøj.

- Dækkene er køretøjernes vigtigste sikkerhedsudstyr, og er de ikke i orden, så køretøjets vejgreb er sikret, nedsætter det samtidigt effekten af de andre sikkerhedskomponenter. Så kan eksempelvis bremser være nok så gode, men det hjælper ikke meget, hvis bussen skrider hen over asfalten ved en opbremsning på grund af nedslidte dæk. Vi støtter absolut forslaget men vil også opfordre til, at politikerne og Færdselsstyrelsen har dækkene med i deres overvejelser, når der skal ses på nye regler i færdselsloven, siger Volker Nitz fra Rådet for Større Dæksikkerhed.

Han påpeger, at Danmark er det eneste land tilbage i Europa, hvor mindstekravet til dæk på køretøjer over 3500 kg. er 1,0 mm og ikke er 1,6 mm.

- Dette, og et krav om vinterdæk om vinteren, som det er tilfældet i landene omkring os, burde man se på ved samme lejlighed, så vi opnår en harmonisering på området, siger Volker Nitz.

Solidt overskud hos Byens Bilpleje

Knap 20 millioner kroner tjente kæden Byens Bilpleje med 60 afdelinger i Danmark i 2017. Det er det bedste resultat i selskabets historie, melder den nye ejer, den svenske kapitalfond Procuritas, der overtog fra stifterne Dennis Odgaard og Morten Kollerup Nielsen i februar i år for et trecifret millionbeløb. Begge er fortsat direktører og medejere.

Byens Bilpleje har hovedsæde i Kolding og blev grundlagt i Vejle i 1997 med speciale i autolakering, buleudretning og undervognsbehandling. 400 ansatte står for en årlig omsætning på cirka 250 millioner kroner gennem 130.000 biler gennem de 60 afdelinger.

Procuritas, der også ejer Sofakompagniet og Dantherm i Danmark, har som fokus at udbrede Byens Bilpleje i Tyskland og resten af Norden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094