Bilsalget sætter augustrekord
BILSALG Der har været godt gang i bilsalget i august. 20.693 nye personbiler fik sat nummerplade på i Danmark, og det er det højeste salg i august nogensinde.
Det viser tal fra De Danske Bilimportører. Rekordsalget glæder direktør Gunni Mikkelsen.
- Vi kan vist godt konstatere, at august måneds bilsalg har braget derud af. Der er blevet underskrevet rigtig mange slutsedler. Tilbuddene har været stærke, og kundernes købelyst har været særdeles høj, siger han i en kommentar.
I august blev der solgt 35 procent flere personbiler end samme måned året før. Det er der dog en oplagt grund til, forklarer Mikkelsen:
- Når vi sammenligner med sidste år, er det naturligvis vigtigt at huske, at sidste års salg i august var præget af usikkerhed omkring bilafgifterne, som blev det store diskussionsemne i slutningen af måneden.
- Det ændrer dog ikke ved konklusionen om, at både august i år og bestemt også de foregående måneder af året har været absolut tilfredsstillende – vi er oppe på et rekordhøjt antal, siger han.
Nissan Qashqai den mest solgte
Kigger man samlet for året, er der i de første otte måneder solgt 157.894 personbiler. Det er en stigning på to procent i forhold til sidste år.
Mikkelsen forklarer, at danskerne er begyndt at købe større biler.
- Flere har fået mulighed for at rykke et nummer op i bilstørrelse for de samme penge, efter bilafgifterne er blevet sat ned de seneste år, vurderer han.
- Det betyder blot, at køberne i Danmark nu i højere grad anskaffer sig biler, der passer bedre til deres behov og at vi nærmer os europæiske bilstørrelser.
Den mest solgte bil i august ved Nissan Qashqai, som der blev solgt 920 af. Samlet løb Volkswagen dog med prisen som månedens mest populære bilmærke.
Kilde: Ritzau