23948sdkhjf

VW: 2026 - så er det sket med benzinmotoren

Nyt fra Wolfsburg: I 2026 begynder den tyske bilfabrik at udfase den motorteknologi, som bruges i benzin- og dieselbiler.

BENZIN/DIESELMOTOREN Den tyske bilgigant Volkswagen sætter nu et konkret mål for udfasning af forurenende benzin- og dieselbiler.

I 2026 indleder tyskerne for sidste gang produktion af en ny generation af biler baseret på forbrændingsteknologien.

Det oplyste VW's chefstrateg, Michael Jost, på en automobilkonference i Wolfsburg tirsdag.

I stedet vil VW fokusere på elektriske biler, som er mere skånsomme over for miljøet.

- Målene i klimaaftalen fra Paris kan kun blive opfyldt, hvis der i 2050 ikke længere kører biler på vejene med forbrændingsteknologi, siger Jost til avisen Handelsblatt.

I begyndelsen af 2030'erne forventer VW for sidste gang at sende nye modeller af benzin- og dieselbiler på markedet.

Meddelelsen kommer, efter at VW i november offentliggjorde en investeringsplan for de næste fem år.

I den er der øremærket 30 milliarder euro til udvikling af elbiler, skriver nyhedsbureauet dpa.

Allerede i 2015 foretog VW et skifte mod batteridrevne biler. Det skete i kølvandet af den såkaldte dieselskandale.

Den begyndte at rulle, da miljømyndigheder i USA afslørede, at VW havde udstyret dieselbiler med software, som nedbragte udledningen af giftige gasser, når bilernes udstødning blev testet på et værksted.

VW måtte ifølge Reuters hoste op med med over 27 milliarder euro i bøder.

Efter afsløringerne har flere lande strammet miljøkravene for diesel- og benzinbiler. Globalt satser bilfabrikanter derfor enorme beløb på at udvikle elbiler.

I efteråret 2017 løftede VW's daværende topchef, Matthias Müller, sløret for en ny strategi. Koncernen, der også omfatter Porsche, Audi, Bentley, Seat, og Skoda, skulle inden 2025 lancere 80 nye elbiler.

Müller forklarede det blandt andet med strengere krav fra bilkøberne.

- Kunderne vil have rene biler. Folk vil have ren luft, og vi vil give vores bidrag til det, sagde han.

VW er ikke den første bilfabrik til at bebude et endegyldigt farvel til benzin og diesel.

I sommeren 2017 meddelte Volvo, at det fra 2019 udelukkende vil lancere biler, der er helt eller delvist elektriske.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127