Skorstensgaard åbner i Aalborg og Viborg
VÆRKSTEDSKÆDE Hos Skorstensgaard har man længe haft kig på muligheder for at åbne værksteder i de to store jyske byer, og det er nu lykkes at finde gode lokationer.
I Aalborg ligger afdelingen på Nibevej 54, kun små 100 meter fra Aalborg Storcenter, så kunderne kan fordrive ventetiden med lidt shopping.
Det bliver kædens egen Jan Laursen, som kommer til at introducere aalborgenserne til Skorstensgaard.
Han har boet i Aalborg de sidste 25 år, og hans CV indeholder blandt andet ti år ved Audi i Aalborg i forskellige stillinger: Servicerådgiver, værkstedschef og servicechef.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at byde velkommen til alle bilejere i Aalborg, og jeg vil gøre alt, der står i min magt for, at mine kunder får en personlig værkstedsoplevelse i topklasse, fortæller Jan Laursen, der går og tæller ned til åbningsdagen 2. januar 2019.
Jan Laursen er partner og afdelingschef i Skorstensgaard Aalborg.
Historisk bygning i Viborg
Skorstensgaard Viborg åbner i en historisk værkstedsbygning.
I Viborg indtager Skorstensgaard således værkstedsbygningen på Falkevej 23, hvor Sølvsten Biler tidligere havde til huse. Bygningen er over de seneste måneder blevet bygget om og tilpasset Skorstensgaard, så den ved åbning fremstår som en Skorstensgaard konceptbygning. Det er Bach Gruppen, som står for ombygning og desuden ejer bygningen.
I Viborg bliver bilejerne budt velkommen af afdelingschef Kasper Nielsen.
- Jeg kan slet ikke vente med at åbne afdelingen i Viborg og glæder mig meget til at præsentere Skorstensgaard for Viborgs bilejere, fortæller en spændt Kasper Nielsen i forbindelse med åbningen.
Kasper Nielsen er afdelingschef i Skorstensgaard Viborg.
Afdelingerne i Aalborg og Viborg åbner 2. januar 2019.
Med disse to afdelinger består Skorstensgaard nu af 19 værksteder og 270 medarbejdere.