23948sdkhjf

Har forsikringsselskaber et ansvar?

SKAD efterlyser ansvarlighed hos forsikringsselskaberne omkring accept af at måtte betale for korrekt reparation og efterlyser en offentlig debat om presset på autobranchen.

FORSIKRINGSSKADER I mange år har debatten kørt omkring forsikringsselskabernes indkøbsstrategier og politik. I mange år har også debatten omkring korrekt reparation og trafiksikkerhed kørt i branchen.

Har et forsikringsselskab et ansvar for at vælge de rigtige leverandører indenfor reparation og lakering af en autoskade, der har kompetence, udstyr og viden i orden?



SKAD mener ja, fordi forsikringsselskaber, via policer, prøver at styre skaderne til fordelsværksteder og via indkøbsprogrammet Forsi regulerer opgørelsesmuligheder og herefter også skærer i både arbejdsomfang, forbrugsmaterialer, og via Autoflex styrer, hvilke dele der skal anvendes. Dette anser vi som en umiddelbar, direkte og velovervejet handling fra forsikringsselskabernes side, der er ansvarspådragende.



En overskrift, som siger "Billigst muligt", har kun et resultat; ringere arbejde, dårligere kvalitet og væsentlig forringelse af en bils stand i forhold til før skaden er sket. Ud over det gør denne type indkøbspolitik det også svært at investere i det fornødne udstyr og værktøj, deltage ved efteruddannelser og tage lærlinge for at sikre fremtiden, da økonomien er yderst stram.



Der peges med arrighed på SKAD, fordi vi sætter fokus på korrekt reparation og høj trafiksikkerhed. Spørgsmålet er, om man overhovedet skal diskutere dette, da det jo skal være en selvfølgelighed. Men det virker som om, at der ved indkøb slet ikke tages hensyn til, om et værksted har det fornødne tekniske grundlag for at kunne levere en korrekt og sikker reparation, samt at forsikringsselskaberne tvinger værksteder til at anvende uafprøvede og udokumenterede karrosseridele, som både giver værksteder en håndteringsmæssig udfordring, men som også kan skabe væsentlige konstruktionsændringer i en bils sikkerhedszoner. Kort sagt, så vasker man hænder.



Ved prisforhandlinger er der kun én ting, der er vigtig; at man presser prisen i bund og afkræver store rabatter på arbejde og reservedele, der tilfører forsikringsselskaber gode indtægtsmuligheder og øger nettoprovenuet. Men derigennem presses autoskadebranchen i knæ.



Vi spørger os selv løbende, hvor bilistens tarv er henne, og hvor den offentlige diskussion bliver af? Det er ubegribeligt, at forsikringsselskaber ved aftaleforhandlinger tilsyneladende er så ligeglade med kvalitet og sikkerhed, bare det er billigt. Er vores samfund endt der, hvor menneskeliv står under økonomien? Er vi der, hvor man ikke længere sætter spørgsmålstegn ved, om en bil er sikker eller ej? Biler bliver solgt på høj sikker med mange velfortjente NCAP-stjerner - men i reparationsarbejdet lader det til, at man herefter kan agere, som det passer én, bare aktionærer og topledelsen i et selskab er tilfredse.



SKAD betegnes som den "slemme dreng i klassen", men vi har endnu ikke mødt fagligt veldokumenterede argumenter imod vores holdninger og den dokumentation, som vi har fremlagt gennem årene. Det er nemmere at foretage personangreb, for at prøve på at lukke diskussionen, hvilket på ingen måde er acceptabelt, og heller ikke fører til noget.



Vi vil fortsætte vores kamp for høj kvalitet og trafiksikkerhed, og for autoskadebranchen i det hele taget. Højt faglige karrosseriværksteder og autolakerere skal kunne leve af at reparere og lakere biler forsvarligt og godt, og samtidigt kunne sikre fornødne investeringer og efteruddannelse i takt med, at biler og reparationsteknikker bliver mere avancerede.

Thomas Krebs, direktør i SKAD og ansat af medlemmerne

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109