Motiverede unge i Horsens
MEDARBEJDERE DI Horsens uddeler for første gang i 2019 PraktikPladsPrisen, der går til RAF Motors A/S. I dag er hver sjette medarbejder hos RAF Motors lærling, og virksomheden har det seneste år fordoblet antallet af lærlinge - heraf fem lærlinge fra Syddansk Erhvervsskole i Vejle.
Syddansk Erhvervsskole i Vejle har derfor indstillet RAF Motors A/S til prisen for deres evne til at tage et stort ansvar for branchens fremtidige rekrutteringsudfordringer. Syddansk Erhvervsskole deltog tirsdag i prisoverrækkelsen hos RAF Motors A/S.:
- Vi oplever nogle meget motiverede elever, der tager ansvar, og som er klædt rigtig godt på til næste skridt på deres uddannelse, når de kommer tilbage på skoleophold. Vi kan mærke, at eleverne får lov til at løse mange forskellige opgaver hos jer, så vi i fællesskab kan sikre, at eleverne bliver uddannet til dygtige personvognsmekanikere, fortæller Per Sørensen, afdelingsleder for Motor, transport og teknologi på Syddansk Erhvervsskole i Vejle om baggrunden for indstillingen.
Nye veje for at tiltrække unge
RAF Motors A/S havde i flere år svært ved at rekruttere svende til deres værksted og valgte derfor at tackle udfordringen ved at ansætte flere lærlinge.
RAF Motors formåede at vække de nye lærlinges opmærksomhed på Facebook, hvor virksomheden bad sine 5000 følgere om at tagge potentielle kandidater. Det lykkedes både at tiltrække dygtige ansøgere fra lokalområdet, men også fra Herning og Viborg.
- Da vi valgte at tage flere lærlinge, var det både af nød og lyst. Vi havde i tre år forgæves ledt efter mekanikere til vores værksted. I dag er vi stolte over at modtage PraktikPladsPrisen. Vi er rigtig glade for beslutningen om at tage dobbelt så mange lærlinge. De er dygtige, gode til at tage fra og bidrager med feedback om eksempelvis kundeservice og LEAN, siger indehaver Per Kirkegaard, RAF Motors A/S.
Fortjener anerkendelse
- RAF Motors vinder DI Horsens PraktikPladsPris 2019, fordi de går i front, når det gælder om at tage lærlinge. Der er forskel på, hvor gode virksomhederne er til at tage ansvar for at uddanne fremtidens faglærte. RAF Motors er én af de virksomheder, der virkelig gør det godt. Det fortjener en stor anerkendelse, siger formand for DI Horsens, Johannes Aa. Saugbjerg.