23948sdkhjf

Værkstedskæde lander solidt overskud

De danske bilister strømmer i stigende grad ind til Skorstensgaard som følge af budskabet med de tyske værkstedspriser, som ligger op til 40 procent under priserne hos mærkeværkstederne, der er de primære konkurrenter.

VÆRKSTEDER Skorstensgaard-koncernen, der har sit hovedsæde i Kolding, har netop offentliggjort regnskabet for 2018. Samtidig med at koncernen har fordoblet omsætningen på bare to år, så den i 2018 var på 170,5 millioner kroner, så har virksomheden landet et overskud på 10,2 millioner kroner.

- Vi er jo vækstet voldsomt over de senere år, hvilket også kan ses på vores omsætning, men alligevel er vi lykkedes med at lande et godt resultat. Det er tilfredsstillende, fortæller Anders Skorstensgaard, som er CEO i koncernen.

På den anden side af sommerferien kan han - sammen med resten af den ekspanderende koncern - fejre, at det er ti år siden, at han og tvillingebroderen Martin Skorstensgaard grundlagde virksomheden, som har gjort en dyd ud af at matche tyske værkstedspriser, der ligger op imod 40 procent lavere end de danske mærkeværksteder.

Skorstensgaard

Skorstensgaard-kæden blev grundlagt i 2009 af brødrene Anders og Martin Skorstensgaard, som fortsat tegner ledelsen i selskabet.
Virksomheden består pt. af 23 værksteder og 300 medarbejdere.



2020-strategi er effektueret

Skorstensgaard har rundet 23 værksteder og 300 medarbejdere, og væksten vil fortsætte ufortrødent i 2019, lover de to.

- Vi har allerede åbnet seks værksteder bare i år, og vores målsætning er, at vi åbner mellem seks og ti nye afdelinger om året, så vi er jo godt med. Det betyder også, at vi allerede har effektueret vores 2020-strategi, der går ud på, at Skorstensgaard skal være en landsdækkende kæde af værksteder, forklarer Anders Skorstensgaard.

Der er dog fortsat områder på landkortet, hvor kæden endnu ikke er repræsenteret, og det er da heller ikke nogen hemmelighed, at der bliver holdt øje med nye oplagte placeringer.

- I de kommende år vil vi komme mere ud i yderområderne, samtidig med, at vi vil fokusere på at afdække de større byer endnu bedre, i kraft af flere lokationer, siger han.

Internt træningsakademi

Der bliver også investeret store summer i Skorstensgaard-konceptet i forhold til blandt andet it-udvikling og digitalisering.

- Samtidig er vi i gang med at introducere et internt træningsakademi, som skal være med til at sikre, at de forskellige processer bliver optimeret hele vejen rundt i kæden. Vi har fokus på den enkelte kundes behov, en høj kvalitet og en udpræget grad af service, fortæller Martin Skorstensgaard, der er COO i virksomheden.

Senest har kæden åbnet værksteder i Herning og Skive, og uden at blive alt for konkret slår indehaverne fast, at der inden for kort tid kan sættes endnu et par nåle på Skorstensgaard-landkortet.

- Vi har vist, at vi har en berettigelse, og at der faktisk er et stort behov for en kæde med det koncept, som vi kører. Så ja, der er flere afdelinger på vej, samtidig med at vi fortsat vil udbygge og udvikle nye produkter og tiltag, som skal være med til at styrke vores tilstedeværelse på markedet yderligere, pointerer Martin Skorstensgaard.

Fremgang i omsætningen

Målsætningen hos værkstedskæde er fortsat at skabe en sund konkurrence i branchen, som er til gavn for forbrugeren.

- Og naturligvis en konkurrence, hvor Skorstensgaard fortsat vil være blandt de bedste og mest professionelle aktører i branchen. Vores kunder har jo fundet ud af, at vi ikke går på kompromis med kvalitet og service, på trods af, at vi er billigere end vores konkurrenter. Og med det nye regnskab i helt frisk erindring kan vi jo også konstatere, at man godt kan lave en sund forretning, selv om man kører med lavere priser, konstaterer Anders Skorstensgaard.

Årsregnskabet viser, at omsætningen er steget med 59,4 millioner kroner fra 2017 til 2018 til 170,5 millioner kroner i 2018. Driftsresultatet er på 10,2 millioner kroner, hvilket har resulteret i et overskud efter skat på 7,2 millioner kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.239