23948sdkhjf

Helt rent spildevand på sprøjtecentret

AutoCenter København har installeret et biologisk anlæg til at rense 400.000 liter spildevand fra afvaskning af undervogn og lak i forbindelse med rustbeskyttelse af 2000 biler årligt.

MILJØTEKNOLOGI De fleste udbydere af undervognsbehandling kan bryste sig af at anvende miljøvenlige midler til at rustbeskytte biler med. Sådan er det også hos AutoCenter Københavns Dinitrol-center på Avedøre Holme, som tilbyder undervognsbehandling med brug af naturlig voks tilsat et minimum af opløsningsmidler.

Men det store værksted har en særlig miljøfordel, som ingen andre danske undervognsbehandlere kan matche, ifølge centeret selv. Autocentret har nemlig fået installeret et såkaldt Biokube vandrensningsanlæg, fordi Hvidovre kommune er skrappe med ikke at ville tillade særligt meget olie i spildevandet.

Renser 400.000 liter årligt

Biokube-anlægget renser de cirka 200 liter spildevand fra hver afrensning af en bil, der skal rustbeskyttes. Dels skal bilens undervogn afvaskes grundigt for skidt og snavs, inden voksblandingen sprøjtes på for at hindre fremtidig rustdannelse. Dels skal overskydende sprøjtestøv på bilens lakerede dele bortvaskes efter endt undervognsbehandling.

Eftersom Dinitrol-centret undervognsbehandler omkring 2000 biler om året, bliver det til 400.000 liter spildevand årligt.

I forvejen har AutoCenter København allerede minimeret mængden af spildevand ved at dække bilens lak med en meget tynd plastfilm, som trækkes af efter endt undervognsbehandling, så ikke så meget sprøjtestof skal vaskes af lakken.

- Det er vigtigt for os at levere kvalitetsarbejde så klimavenligt som muligt. Derfor bruger vi meget gerne de nyeste metoder og teknologier til gavn for miljøet, siger Christian Buhelt, indehaver af AutoCenter København.

Bakterier gnasker løs

Det særlige ved spildevand fra undervognsbehandling er, at oliedråberne er meget små, fordi afvaskningen foregår med højtryksspuler, ligesom der er sæberester og snavs i spildevandet. Derfor kan man ikke bare bruge en almindelig bundfældningstank, hvor vandet synker til bunds, og olien flyder ovenpå.

I det biologiske Biokube-anlæg spiser bakterier de organiske materialer i spildevandet. Og når bakterierne dør, binder de meget små oliedråber sig til de døde bakterier, som bundfælder sig som slam og dermed kan fjernes fra beholderen og køres på deponi.

Slutresultatet er, at der er meget få oliepartikler i det spildevand, som Dinitrol-centret leder ud i Hvidovre kommunes kloakker.

Hvidovre kommunes spildevandskontrollant var i øvrigt så begejstret for effekten af vandrensningsanlægget efter det første kontrolbesøg, at kontrollanten bad om at måtte fremvise anlægget for flere kollegaer.

AutoCenter København har ligeledes et Dinitrol-center på Mesterlodden i Gentofte, hvor der meget snart bliver installeret et tilsvarende anlæg til spildevandsrensning.

80 ansatte på fire adresser
AutoCenter København er del af Bosch Car Service værkstedskæden og omfatter Eurogarant skadescenter Bosch dieselcenter, lakcenter og Dinitrol-center. 80 medarbejdere er ansat på fire værksteder i København, Hvidovre, Gentofte og Fredensborg. Værkstederne bliver løbende testet og kvalitetsgodkendt på en lang række parametre.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11