23948sdkhjf

Omnicar konkurs i Danmark

Svensk Bilgaranti/Fragus har taget over. Fremover satser it-selskabet kun på importører, store bilhuse og værkstedskæder, men ikke på enkeltstående bilforhandlere og værksteder.

NEDTUR Det danske datterselskab af Omnicar er erklæret konkurs den 25. juni. Omnicar er et it-selskab, som sælger abonnementer til bilforhandlere og værksteder, som vil tilbyde servicekontrakter til deres kunder.

Umiddelbart får det dog ikke yderligere konsekvenser for brugere af systemet, end at det er en ny virksomhed, som skal stå for den daglige drift i Danmark. Det lover både Omnicar i Sverige og virksomheden Fragus, der overtager driften på dansk jord, og som samtidig skal stå for at yde support.

Fragus er ejet af en af nordens største aktører inde for garantier til biler, Svensk Bilgaranti.

Overtog 12. juli

I en meddelelse fra AB Svensk Bilgaranti Gruppen oplyses det, at men overtager Omnicar SAM.

"AB Svensk Bilgaranti Gruppen har den 12. juli overtaget ejerskab, styring samt alle kunder til softwaren Omnicar SAM. Overtagelsen får ikke konsekvens for kundernes daglige brug af løsningen eller eksisterende aktive abonnementer. Løsningen forbliver præcis den samme. Opkrævninger for Omnicar SAM licensen vil pr. 1. august 2019 blive opkrævet fra selskabet AB Svensk Bilgaranti (Fragus)", oplyser Fragus.

"Det nye ejerskab med AB Svensk Bilgaranti vil åbne op for nye og endnu flere digitale og rentable abonnementsprodukter mod slutkunderne. De nye typer produkter vil blandt andet være bilgarantier på abonnement som enten vil kunne købes individuelt eller kombineres med de i forvejen lokale serviceabonnementer og/eller hjulhotels-abonnementer", tilføjer forretningsudviklingschef Rasmus Munch over for Motor-magasinet.

AB Svensk Bilgaranti Gruppen

Er Skandinavisk bilgaranti-leverandør til både nye og brugte biler. Selskabet blev etableret i 1999 og har leveret bilgarantier til mere end 500.000 kunder i Skandinavien. Selskabet har hovedkontor i Gøteborg og har i alt 35 ansatte. AB Svensk Bilgaranti Gruppen har filialer i både Sverige, Norge, Finland og nu også Danmark. I Danmark er selskabet også kendt under navnet Fragus.
AB Svensk Bilgaranti Gruppen omsatte i 2018 for i alt 125 millioner svenske kroner og har i første halvår af 2019 allerede omsat for 90 millioner.
AB Svensk Bilgaranti Gruppen har sin egen og større it-udvikling siddende i Gøteborg. Disse medarbejdere er specialister inden for software til bilbranchen. It-teamet vil overtage den daglige drift, vedligeholdelse og videreudvikling af Omnicar SAM.



Brugerne skal orienteres

AutoBranchen Danmark har været i kontakt med både Omnicar og Fragus og opfordret begge virksomheder til at kommunikere ud om overtagelsen, og hvordan de danske brugere skal forholde sig, oplyser kommunikationschef Charlotte Brix Andersen fra brancheforeningen.

- Omnicar SAM-platformen er et redskab, som mange bilforhandlere og værksteder i Danmark bruger, og derfor skal brugerne selvfølgelig orienteres ved ændringer, der vil påvirke deres forretning, siger Charlotte Brix Andersen.

Kommentar: Dansk Bilbrancheråd ærgrer sig

Dansk Bilbrancheråd mener, at det er ærgerligt, at Omnicar kaster håndklædet i ringen så hurtigt, fordi rådet har konstateret en stigende interesse for de abonnementsbaserede serviceaftaler blandt sine knap 2000 værkstedsmedlemmer.
- En AnalyseDanmark-undersøgelse viser, at knap 40 procent af bilejerne er interesserede i en serviceaftale. Derfor håber Dansk Bilbrancheråd som bilbranchens største interesseorganisation, at andre vil overtage Omnicars tilbud om abonnementsbaserede serviceaftaler til individuelle værksteder og bilforhandlere, siger Erik S. Rasmussen, direktør, Dansk Bilbrancheråd.
Førnævnte undersøgelse viser også, at kun 11 procent af de adspurgte bilejere blev tilbudt en fast servicetale ved sidste værkstedsbesøg, så potentialet for at få sat disse serviceaftaler i system er meget stort, påpeger Dansk Bilbrancheråd.
Rådet indgik i den 1. maj 2018 en rammeaftale med Omnicar.



Nyt kontor i Ørestaden

Omnicar har frem til denne sommer holdt til på en femte-sal på Sankt Annæ Plads i København med 25 ansatte, men nu etableres der et nyt dansk kontor i Ørestaden.

- Kontoret bliver flyttet ud i Ørestaden, tæt på Fields, hvor det bliver nemmere for vores danske og svenske kunder at komme på besøg. Fragus har i forvejen en key account manager, Lars Brønsby, bosiddende og med kontor i Aarhus, siger Rasmus Munch.

Stiftere fortsætter

- Ændringerne betyder, at vi ikke mere vil have fokus på enkeltstående værksteder og autoforhandlere. Vores fokus bliver i stedet importører, større autoforhandler-kæder samt værkstedskæder, oplyser en af de to stiftere af Omnicar, Claus T. Hansen, Group CEO, til Motor-magasinet.

Han tilføjer, at den anden stifter, Mikkel Andreas Lippmann, forsætter som direktør for Omnicar Importer, som er det danske driftsselskab.

- Vi må konstatere, at værksteder og bilforhandlere i det mindre segment ikke ønsker at tilbyde kunderne serviceaftaler og ligeledes heller ikke ønsker at betale for software, der kan håndtere dette. Dette til trods for at over 40 procent af danske bil kunder ønsker en serviceaftale på deres bil. Vi kan samtidig se, at importørerne rykker kraftig og er ved at tage ejerskab over bilkunderne, når vi taler serviceaftaler, udtaler Claus T. Hansen.

- Ellers er der ikke yderligere konsekvenser for driften i Danmark, tilføjer han.

Et slag for Kevin

På sin hjemmeside oplyser Omnicar, at likvidationsomkostningerne for Omnicar A/S vurderer til 7-9- millioner svenske kroner, og at Omnicar A/S ikke kan opfylde sine forpligtelser over for Omnicar Holding AB.

Alle aktiviteter vil blive videreført i Omnicar Holding AB, Omnicar AB i Sverige og Omnicar Importer ApS i Danmark.

Omnicar har i øvrigt været en af Kevin Magnussens personlige sponsorer, lanceret i februar 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078