23948sdkhjf

Værkstedskæde til Næstved

Skorstensgaard-koncernen åbner sit 24. autoværksted i et tidligere VW-bilhus.

VÆRKSTEDSKÆDE På mandag den 2. september slår afdelingschef Danny Jensen porten op til et moderne autoværksted på Gavnøvej 1 i Næstved, hvor der tidligere var Volkswagen-forretning.

Åbningen i Næstved markerer samtidig lokation nummer 24 for den ekspansive værkstedskæde, der har etableret sig over hele landet med sine tyske værkstedspriser og en markedsføring, der udfordrer især landets mærkeværksteder.

Skorstensgaard-kæden rykker ind i lokaler, der netop har lagt betongulv til et mærkeværksted - for et par måneder siden forlod Volkswagen nemlig adressen.

- Jeg glæder mig som et lille barn til at komme i gang. Vi har brugt den seneste tid på at komme på plads og til at gøre alt klar til åbningen, forklarer Danny Jensen, afdelingschef i Næstved.

Syv medarbejdere

Her er autoværkstedet blevet indrettet med 13 lifte, masser af moderne udstyr samt en stor og lys indskrivning, hvor der også er et venterum med diverse faciliteter. I alt bliver afdelingen i Næstved indledningsvist bemandet med syv ansatte, men på sigt er der plads til at ekspandere.

- Personalet er blevet trænet intensivt i et par af de andre værksteder, ligesom vi også har hentet et par af vores mest erfarne folk til Næstved. Der er altid fart på fra første dag, så det nytter ikke noget, at vi står med hænderne i lommen. Vi er mere end klar, fortæller driftsdirektør Martin Skorstensgaard, der sammen med sin bror Anders etablerede kæden for ti år siden.

Den første afdeling blev etableret i 2009, og i dag beskæftiger Skorstensgaard-kæden mere end 350 medarbejdere. Alene i 2019 er der foreløbig åbnet syv autoværksteder i kæden.

Høj grad af genkendelighed

- Hos os handler det i meget høj grad også om tillid, service og ordentlighed. Vi ved, hvad det er, vi har med at gøre. Og så gør det i øvrigt heller ikke noget, at vores værksteder er lækkert indrettet, understreger Danny Jensen.

Eksempelvis er venterummet designet i et miljø, som minder om en dagligstue.

- Det skal være hyggeligt for den enkelte kunde at vente på, at bilen bliver serviceret, og der er altid kolde og varme drikke samt stor fladskærm, trådløst internet og mulighed for en arbejdsstation, tilføjer han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093