FTZ tilbyder bedre bilteknisk support
HJÆLP Nu bliver det lettere at få bilteknisk support, og mulighederne er flere hos FTZ, der netop nu indfører et nyt system mde en række forbedringer, oplyser FTZ.
- I det nye supportsystem vil mange gerne kunne se, hvordan andre værksteder har løst en specifik opgave, og det får de nu mulighed for at søge på i et nyt felt. Hvis der er oprettet sager med en tilsvarende udfordring, giver systemet adgang, så værkstederne kan dele erfaringer og gøre livet lettere for hinanden, forklarer Kjeld Dollerup, der er funktionsleder hos FTZ Bilteknisk support.
Går i luften på mandag
Det nye system går i luften hos FTZ Bilteknisk Support mandag 27. januar, og fra den dato af skal alle brugere oprette sig i systemet for at kunne få hjælp. Funktionslederen er klar over, at enhver forandring kan medføre frustration.
- Tidligere sendte værkstederne en mail til os i Bilteknisk support, som vi så skulle føre ind i et system. Nu undgår vi dette mellemled, og giver værkstederne direkte adgang til systemet. Det eneste nye er, at de skal oprette sig som brugere første gang og ikke længere kan starte en sag op ved at sende os en mail.
Liste af fordele
Hos FTZ Bilteknisk Support er forventningen, at feltet til fritekstsøgning på tidligere og lignende sager fra andre værksteder bliver den mest populære forandring ude på værkstederne. Men der er mange andre fordele, skiver FTZ:
- I det nye system får værkstederne generelt flere søgemuligheder, for eksempel på bilens registreringsnummer. Systemet giver dem også et fuldt overblik over alle deres tidligere sager og gør det let at genoptage en tidligere sag, siger Kjeld Dollerup og afrunder:
- Der er også et tekstfelt, hvor værkstedet kan skrive, hvis de for eksempel ønsker en opringning. Når de får skriftligt svar fra os, er der altid et link direkte til deres sag. Endelig er det en fordel, at systemet fungerer lige godt på PC, tablet og mobil, alt efter hvad den enkelte mekaniker fortrækker at bruge i sin hverdag.