BMW-ejere utilfredse med værkstederne
UGENS TAL Værkstederne ligger i hård indbyrdes kamp - ikke kun mellem de frie værksteder og mærkeværkstederne, men også mellem mærkeværkstederne. Spørgsmålet er, hvilke mærkeværksteder har bilejerne mest tiltro til? De tal fremgår af Voxmeters analyseværkstøj rettet mod autobranchen, CEM Cars Intelligence.
Her fremgår det, at ejere af Volvo, Toyota eller en Honda er særligt glade for deres værksteder. Således vil flest af disse bilmærkers ejere anbefale mærket til deres venner og bekendte. I den helt anden ende, står det noget værre til for BMW, som skraber bunden i analysen
66 pct. af Volvo- og Toyota-ejere kan betragtes som ambassadører for deres værksteder, imens det kun gælder 48 pct. af BMW-ejerne. Der er altså en meget stor forskel på, hvor glade de forskellige bilejere er for deres værksteder. Der er mange faktorer der afgør tilfredsheden med værkstederne, og Voxmeter måler på dem alle: Service, Værdi for pengene, Kvalitet, Faglig og teknologisk viden, Effektiv hjælp, Venlighed, og Online service.