Nederlag til mærkeværksted
JURA Indimellem blusser diskussionerne om opretholdelse af fabriksgarantier efter service på frie værksteder op. Det er dog ikke så hyppigt længere, da de fleste værksteder og forhandlere nok har forstået og accepteret reglerne, som oprindelig kom til udtryk ved det såkaldte "Nissan forlig" tilbage i 2002. Forbrugerombudsmanden har senere udmøntet forliget i flere garantivejledninger.
Imidlertid kan disse bestemmelser fortsat blive udfordret. Jeg har netop afsluttet en sag, hvor et af elementerne netop var spørgsmålet om en reparation var omfattet af fabriksgarantien eller ej, og i særdeleshed hvem der bar risikoen for dokumentationen for, at reparationen ikke skulle være omfattet af garantien.
Slange sad i klemme
Sagen drejede sig om en bil som på reparationstidspunktet var 23 måneder gammel, og som derfor var omfattet af fabrikantens to års garanti. Bilen var passet med service, men på et frit værksted, og altså ikke hos mærkeværkstedet.
Ejeren af bilen opdagede på et tidspunkt, at der manglede varme i bilen, og kontaktede mærkeværkstedet for at få den repareret under garantien. Værkstedet konstaterede angiveligt, at en slange var klemt, og det sammenholdt med at bilen kort tid forinden havde fået udført en reparation på et frit værksted gjorde, at mærkeværkstedet afviste sagen.
Både ejeren og det frie værksted fik forevist billeder af den fejl, som mærkeværkstedet mente var forårsaget af det frie værksted ved deres seneste reparation.
I forbindelse med forevisningen skrev kunden under på, at han havde set billederne, og at sagen blev sendt til fornyet garantivurdering hos importøren.
Der var altså på det tidspunkt ikke taget klart stilling til, om fejlen skulle afhjælpes under garanti eller ej. Derimod blev der indgået en aftale mellem mærkeværksted, importøren, det frie værksted og kunden om, at bilen skulle skilles ad - hvor nogle af parterne skulle være tilstede - og at der derefter skulle tages stilling til garantispørgsmålet.
Hvis der ikke var tale om en reparation omfattet af garantien, skulle det frie værksted have mulighed for at reparere bilen.
Denne aftale blev imidlertid ikke fuldt ud effektueret, idet der efter adskillelsen ikke blev taget stilling til det videre forløb. Mærkeværkstedet fortsatte derfor blot reparationen, og da de var færdige fremsendte de en regning til kunden på ca. 35.000 kr. Denne regning nægtede han at betale med henvisning til dels den indgåede aftale, og dels at han havde indleveret bilen til garantireparation, hvilket han også havde skrevet under på - flere gange endda.
Mærkeværkstedet stævnede derfor kunden, og sagen endte i retten.
Hvem har bevisbyrden?
Sagsbeskrivelsen lyder måske lidt kompleks, men egentlig kan problematikken koges ned til, hvem der skal bevise, at en reparation ikke er omfattet af en garanti, og i særdeleshed hvordan det skal tackles, når et andet "frit værksted" har udført vedligeholdelse på bilen.
Nu ved man selvfølgelig ikke altid, hvad en dommer tænker undervejs, men jeg tror ikke, der var den store tvivl hos den pågældende dommer. Det fremgår af dommens præmisser at "Da reparationen er foretaget i garantiperioden, og da XX (mærkeværksted) ikke som aftalt forinden havde klarlagt, om reparationen var omfattet af Y’s (mærke) garanti, kan XX ikke kræve reparationen betalt af ZZ (kunde). ZZ frifindes derfor."
Desuden lagde retten vægt på at mærkeværkstedet ved at foretage reparationen havde frataget kunden og det frie værksted muligheden for selv at overtage reparationen eller for at tage stilling til det videre forløb, hvis det frie værksted ikke mente at være forpligtet til at afhjælpe fejlen.
Desuden fremgår det af præmisserne at Forbrugerombudsmandens vejledning om mindstekrav til nyvognsgarantier finder anvendelse i afgørelsen.
Klar afgørelse
Afgørelsen viser derfor med al tydelighed, at det er garantigiver, der både skal bevise, at en fejl ikke er omfattet af en garanti, og som skal sikre sig, at en kunde har påtaget sig at betale for en reparation, som udføres inden for en garantiperiode.
Mærkeværkstedet skulle derfor inden reparationen blev fortsat klart have gjort kunden opmærksom på, at de ikke ville reparere den under garanti, og han skulle have haft mulighed for at tage stilling til, hvad der så skulle ske - herunder hvem, der skulle reparere bilen, og endelig skulle de have sikret sig, at han også ville påtage sig at betale, når de alligevel fortsatte reparationen.
Afgørelsen viser også, at man som mærkeværksted ikke blot kan afvise en kunde med henvisning til at service og vedligeholdelse ikke er udført på mærkeværkstedet. De skal også dokumentere hvori årsagen til den manglende dækning skal findes, og at det er en tredjepart, der har påført bilen den pågældende skade, som er årsag til den manglende garantidækning.
