23948sdkhjf

Volkswagen indgår tusindvis af forlig efter dieselskandale

50.000 forligssamtaler ventes afsluttet inden nytår. VW's eksperter venter forlig i 75 procent af sagerne.

DIESELGATE Volkswagen har indledt forhandlinger om forlig i forbindelse med cirka halvdelen af i alt 50.000 klagesager omkring en stor dieselskandale.

Over 7000 forlig skal allerede være blevet indgået, siger den tyske bilgigant fredag.

Det er planen at færdiggøre alle de 50.000 forligssamtaler inden nytår.

De, som opnår enighed om et forlig, får lov til at beholde den pågældende bil i tillæg til eventuelle penge fra forliget. Hvis det ikke lykkes at nå til enighed om et forlig, så må en domstol afgøre sagen.

I de tilfælde kan bilkøberne få udbetalt købsprisen for bilen minus et beløb, der beregnes ud fra, hvor meget bilen er blevet brugt. Til gengæld må køberne levere deres bil tilbage.

VW's eksperter venter, at der bliver indgået forlig i 75 procent af sagerne.

De sager, der forhandles om nu, er dem, som ikke blev dækket af en aftale indgået mellem Volkswagen og forbrugerorganisationen Vzbv tidligere i år.

I den aftale blev det besluttet, at Volkswagen skulle betale op mod 830 millioner euro til godt 235.000 bilejere i Tyskland.

Skandalen fra 2015

I 2015 kom det frem, at selskabet havde fiflet med software i millioner af dieselbiler verden over, så de fremstod mere miljøvenlige, end de var. "Dieselgate" har belastet Volkswagen i fem år.

På verdensplan var 11 millioner biler forsynet med snydesoftware.

Den tyske koncern har 12 bilmærker - herunder VW, Audi, Skoda og Porsche - under paraplyen.

Kilde: Ritzau/dpa

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093