Bilejere skal teste alternativt brændstof
Et nyt projekt ledet af Teknologisk Institut vil de næste to år undersøge muligheden for at bruge biometanol i tanken i stedet for benzin. Det skriver instituttet i en pressemeddelelse.
I projektet skal 100 biler køre på biometanol i Danmark i de næste to år. Desuden bliver der etableret mulighed for at tanke de 100 biler på fem eksisterende tankstationer i Danmark.
– Med biometanol får vi en hurtig besparelse på ca. 70 pct. CO2. Samtidig giver biometanol mulighed for, at den eksisterende bilpark på 1,6 mio. benzinbiler kan udnyttes på en bæredygtig måde i resten af deres levetid, siger projektleder Kim Winther, Teknologisk Institut, i pressemeddelelsen.
Biometanolvenlige stationer
Tankstationerne, som er med i projektet de næste to år, vil være beliggende i København, Skanderborg, Resenbro og Roskilde.
Samtidig overvejes placeringer af standere med metanol på tankstationer i Aalborg, Ringkøbing/Skjern og Aarhus.
Projektet 'Biometanol M85 på danske tankstationer' er støttet af Energistyrelsens udviklingsprogram EUDP og skal afprøve M85, som er en brændstofblanding bestående af 85 pct. metanol og 15 pct. benzin. Metanolen er udvundet af biogas og gylle.
Kim Winther forklarer, at håbet er, at projektet vil kickstarte markedet for bæredygtig metanol også for den tunge transport og den maritime branche.
Kræver mindre tekniske ændringer
Den tekniske mission bliver at få moderne benzinbiler til at køre på M85. 2M Teknik, en mekanikervirksomhed, som arbejder med motoroptimering, er ansvarlig for denne del af projektet:
– Jeg ser udfordringen som absolut overkommelig. Det kræver mindre tekniske ændringer på motorstyringen og implementering af kendt teknologi at sikre optimal drift med metanol. Inden for motorsporten er metanol for eksempel allerede et kendt brændstof, siger Per Knudsen, indehaver af 2M Teknik.
Han forklarer videre, at nyere bilmodeller med turbo og direkte benzinindsprøjtning skal køre på metanol i projektet. For at det kan lykkes, skal motorstyringen enten omprogrammeres med såkaldt ECU-flashing eller der skal installeres Flex-Fuel kits. Ændringerne skal godkendes i synshallen, før det er lovligt at køre med dem.
De modificerede biler kan stadig tankes med traditionelt brændstof, hvis en tankstation med biometanol ikke er inden for rækkevidde.
– Selvom der de kommende år vil komme flere elbiler, vil der selv i 2030 være op mod en millionbenzinbiler på vejene. Derfor er det vigtigt, at man sideløbende med elektrificeringen af bilparken ser på, hvordan man kan mindske CO2-udledningen fra de eksisterende biler, siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk, som også deltager i projektet.