23948sdkhjf

Drivkraft Danmark om ny aftale om iblandningskrav: De sender aben videre

Fredag lige før efterårsferien faldt en aftale endelig på plads om at forlænge det nuværende iblandingkrav på 7,6 procent med endnu et år. 

Bag aftalen står Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance.

Organisationen Drivkraft Danmark tager godt i mod aftalen, men der er et lille aber dabei. 

- Det er fint, at der langt om længe falder en aftale på plads, som definerer iblandingskravet for 2021. Vi havde naturligvis håbet på en mere langsigtet aftale med fokus på CO2-fortrængning frem mod 2030, men kan leve med en kortsigtet aftale, hvis der snart kommer en langsigtet og ambitiøs plan for 2030, siger Jacob Stahl Otte, direktør i Drivkraft Danmark i en pressemeddelelse.

Aben sendes videre til branchen

I aftalen for 2021 opfordres branchen til at begrænse anvendelsen af de såkaldte klimakreditter (UER’er), som er certifikater, der dækker reduktioner i udledningen i forbindelse med produktion af olie og naturgas. Kreditterne bidrager til, at Danmark kan leve op til EU Brændstofkvalitetsdirektivets krav om 6 procent CO2-fortrængning i brændstoffer til transport og landbrug.

Her undrer det Drivkraft Danmark, at politikerne kommer med en upræcis opfordring til branchen og ikke præcist definerer, hvordan de ønsker, at EU-lovgivningen skal overholdes.

- Vi har fra starten været kritiske overfor brugen af UER’er. Sidste år var der imidlertid et politisk ønske om, at det ikke måtte blive for dyrt at opfylde 6 procents-reduktionskravet i 2020. Samtidig ønskede politikerne at begrænse brugen af 1. generations biodiesel, som er det umiddelbare alternativ til UER’er. Derfor besluttede de at tillade brug af UER’er på de mest lempelige vilkår, som det tydeligt er beskrevet af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Vi så gerne, at man med lovgivningen skærpede kravene eller begrænsede brugen af UER’er. At nøjes med en politisk opfordring til brændstofleverandørerne er bogstaveligt talt en gratis omgang, siger Jacob Stahl Otte og tilføjer:

- Vi er overraskede over, at politikerne ikke klart melder ud, hvad de ønsker. I stedet sender de aben videre til branchen, som de forbeholder sig retten til at kritisere. Hvis vores medlemmer går ud og indkøber store mængder avancerede biobrændstoffer, som vel er det der fra politisk side håbes på, vil det have præcis samme betydning for klimaet, forbrugerne og statskassen som et egentligt krav, men politikerne slipper for at finde pengene. Det er da en helt skør tilgang til omstillingen og opfyldelsen af EU-krav, slutter Jacob Stahl Otte.

Fortrængningskrav i stedet

Drivkraft Danmark fremlagde i efteråret 2019 sin Plan 2050, hvori det blev foreslået, at det eksisterende iblandingskrav erstattes med et ambitiøst CO2-fortrængningskrav (inkl. ILUC), som skal sikre omstilling af den del af transporten, der ikke elektrificeres med batterier.

- På et frit marked med stor konkurrence er det helt afgørende med klare og langsigtede rammebetingelser. Det skaber sikkerhed og grundlag for de nødvendige investeringer. Med et ambitiøst CO2-fortrængningskrav til den del af transporten, der ikke elektrificeres med batterier, kan vi sikre, at den fossile energi gradvist erstattes af vedvarende alternativer som brint, biogas, PtX og avancerede biobrændstoffer frem mod 2030. Det er afgørende, at politikerne hurtigt bliver enige om sådan et krav, siger Jacob Stahl Otte.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125