23948sdkhjf

Danske rødder i Hyundais fremtidsfabrik

Hyundai får hjælp af danskstartede Unity til at skabe et online univers, der på sigt skal gøre det sydkoreanske mærke førende indenfor digital bilproduktion.

BILPRODUKTION På den netop overståede teknologi-messe CES i Las Vegas var Hyundai massivt til stede for at vise deres bud på fremtidens mobilitet. Det indebærer blandt andet robotter fra selskabet Boston Dynamics, som det sydkoreanske firma har opkøbt som led i den automatiserede transformation, der ved hjælp af kunstig intelligens kan hjælpe i alverdens sammenhænge.

Men Hyundai lancerede også en nyhed, der måske gik lidt mere under radaren, men som er særdeles interessant for bilindustriens fremtid.

Danskere skal hjælpe

Sammen med det dansk-startede 3D-software-selskab Unity har Hyundai nemlig store ambitioner om, hvordan fremtidens bilproduktion kan gøres smartere med digitale løsninger.

De to er således gået sammen i et partnerskab om at opbygge en ny såkaldt metaverse-platform, der skal understøtte digital bilproduktion.

Det nye partnerskab er ikke mindre interessant af, at det har danske rødder. Unity blev nemlig grundlagt i 2001 på Nørrebro af blandt andre danske David Helgason.

Virtuelle fabrikker

Samarbejdet skal munde ud i en ny metaverse-fabrik, en såkaldt ‘digital tvilling’ til virksomhedens fysiske anlæg.

Den nye platform skal gøre det muligt for Hyundai at teste adskillige scenarier virtuelt for at vurdere, beregne og skabe optimale driftsbetingelser uden at medarbejdere behøver at mødes fysisk.

Den nye virtuelle 3D-platform i realtid skal nå ud til en bred vifte af Hyundai Motor Company’s kunder og tilbyde dem et omfattende udvalg af tjenester inden for salg, markedsføring og kundeoplevelser.

Det betyder, at også forbrugere nu vil kunne afprøve og teste forskellige bilrelaterede løsninger digitalt, længe før de vælger, hvilke der skal overføres til fysiske køretøjer.

Med samarbejdet bliver Unity en strategisk partner for Hyundai og støtter virksomhedens vision om at blive førende inden for fremtidige mobilitetsløsninger.

Samarbejdet omfatter intelligent produktion, AI-uddannelse, AI-studier samt simulation af kørsel.

- Digitale tvillinger i realtid vil permanent ændre den måde, vi lever, arbejder og opfører os som forbrugere, og de vil have en positiv indvirkning på vores planet. Digitale tvillinger er en vigtig del af det, vi kalder ‘metaverset’, siger John Riccitiello, CEO i Unity Technologies.

Stort potentiale

Og mulighederne er mange og potentialet stort, lyder det fra software-chefen.

- Hyundais vision for fremtiden, herunder den digitale tvilling af fabrikkens aktiviteter, repræsenterer et betydeligt teknologisk skridt fremad inden for produktion med ubegrænset potentiale, når det kommer til effektivitet.

I første omgang skal meta-fabrik-konceptet understøtte Hyundais Motor Group Innovation Center i Singapore for at skabe et åbent innovationscenter for forskning og udvikling. Her skal Hyundai og Unitys partnerskab yderligere øge innovationen inden for intelligent fremstilling ved at integrere AI, 5G og andre avancerede teknologier i næste generation af intelligente fabrikker.

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Autobranche.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093