Her er den nye transportminister - også ny skatteminister udpeget
Opdateres...
ROKADE Trine Bramsen bliver ny transportminister. Morten Bødskov bliver ny forsvarsminister, og Jeppe Bruus ny skatteminister, oplyser Statsministeriet.
Trine Bramsen afløser Benny Engelbrecht, som torsdag valgte at trække sig efter støttepartiet Enhedslisten ikke længere havde tillid til ham.
Jeppe Bruus er socialdemokraternes nuværende politisk ordfører.
Trine Bramsen bliver desuden minister for ligestilling, idet ligestillingsområdet samtidig overføres fra Beskæftigelsesministeriet til Transportministeriet.
Statsministeren præsenterer de nye ministre for Hendes Majestæt Dronningen på Amalienborg kl. 11.00.
Forsvarsminister Trine Bramsen vil dog ikke deltage i audiensen på grund af smitte med COVID-19.
Transportminister Benny Engelbrecht udtræder samtidig af regeringen og modtages i afskedsaudiens hos Hendes Majestæt Dronningen kl. 12.30.
Der vil være overdragelse i Skatteministeriet i dag kl. 14.00 For nærmere oplysninger herom henvises til Skatteministeriet.
Overdragelsesforretningerne i Transportministeriet og Forsvarsministeriet vil blive gennemført på et senere tidspunkt.
Bødskov i plugin-klemme
Netop den nu afgående skatteminister Morten Bødskov var ellers havnet i problemer. I flere måneder har Bødskov været bekendt med resultaterne i en dansk undersøgelse, som viser, at pluginhybridbiler ikke er grønne.
Det har Information skrevet på baggrund af en aktindsigt og et svar fra Skatteministeriet.
Bødskov har flere gange fastholdt, at bilerne er "grønne biler", og at de derfor er berettigede til en skatterabat på 108.700 kroner per bil, skriver Information. Der er altså visse paralleller til den sag, der netop har kostet Engelbrecht jobbet som transportminister.
Morten Bødskov var indkaldt til et åbent samråd om registreringsafgiften på pluginhybridbiler torsdag 10. februar kl. 10.15. Det ventes at samrådet afholdes, men med Jeppe Bruus for bordenden.