23948sdkhjf

Ophugger er blevet skadescenter for en hel egn

Salling Autogenbrug er genstartet efter storbrand og har etableret et skadecenter for Skive-egnens værksteder. Centeret fungerer som fordelsværksted for forsikringsselskaber og med genopbyggede salgsbiler.

HITTEPÅSOMHED Der skal tænkes ’ud af boksen’ og nyt, når man er autoophugger – eller autogenbruger, som mange i branchen gerne vil kaldes for at signalere genbrug og grøn omstilling. På den nylige generalforsamling i brancheorganisationen Dansk Autogenbrug, der i år blev afviklet i midt-vestjyske Skive, sagde landsformand Søren Lundfold i sin beretning, at tiden er inde til omstilling i branchen, hvor ophugger-virksomhederne skal finde nye forretningsgrundlag.

Det er netop, hvad Skive-virksomheden Salling Autogenbrug har gjort.

Her har de tre søskende Lasse og Mads Haubo samt Lise Korsgaard overtaget og totalrenoveret det tidligere Lundbro Autoophug, efter at deres Salling Autogenbrug nedbrændte sidste år. Det har givet tre gange så meget plads, og luft til at tænke kreativt.

Fremme i de grønne sko

Salling Autogenbrug går all-in for at finde alternative brugsmuligheder for delene i ophugbiler. Virksomheden bliver af Dansk Autogenbrug fremhævet som mønsterbryder og driftig iværksætter med leverance af autodele til blandt andet produktion af airbag-puder med findelt sædeskum til terrassemøbler, terrazzo-bordplader af rudeglas, sele-tasker og senest taburetter af genbrugstræ og sikkerhedssele-flet via et 50-50 ejerskab af virksomheden Træls i Hedensted. Et projekt med dæk-genvindingsvirksomheden Genan er også på vej.

Om Salling Autogenbrug

  • Etableret i 1987 af Peter Haubo og overtaget af sønnerne Lasse og Mads Haubo i 2009-12, datteren Lise Korsgaard kom med i 2018
  • Brændte i februar 2021
  • Flyttede i august 2021 til det opkøbte Lundbro Autoophug ved Skive, der er tre gange større og totalt istandsat med ny strøm-, vand- og luftføring, lofter, gulve og ny udvendig stålbeklædning.
  • Beskæftiger i dag 14 ansatte, fire mere end før branden
  • Plads til 1500 ophugbiler
  • Har etableret Skadecenter Skive på adressen
  • Tilbyder skadesreparation for værksteder
  • Er nu fordelsværksted for forsikringsselskaber
  • Samarbejder med værkstedet LS Autoteknik i et tidligere Citroën-bilhus om salg af genopbygningsbiler.
  • Medlem af Dansk Autogenbrug og Dansk Bilbrancheråd

Salling Autogenbrug er så langt fremme i skoene i sit grønne iværksætteri, at kommunens nylige klimadag blev afviklet i de nyrenoverede lokaler, samtidig med et Åbent Hus, der trak 500 interesserede gæster.

- Vi prøver hele tiden at tænke anderledes og vil gerne give materialer nyt liv som del af en cirkulær økonomi, der også kan give os en anderledes indtægt. Folk har ofte et forkert og negativt indtryk af et autoophug, og det går mig på. Vi har en mission om at lade så lidt som muligt gå i shredderen hos store H. J. Hansen til deponi i stedet for at blive genbrugt, siger Lasse Haubo, der også er næstformand i Dansk Autogenbrug. H.J. Hansen og Stena Recycling har også interesse i at genvinde mest muligt og slippe for deponi.

Skadescenter erstatter værksted

Men hovedbeskæftigelsen hos Salling Autogenbrug er nu engang ophug af biler. På den gamle og nu nedbrændte adresse drev Salling Autogenbrug et Hella Servicepartner-værksted. Men nu har virksomheden valgt at benytte renoveringen til i stedet at etablere Skadecenter Skive og markedsfører sig nu overfor Skive-egnens mindre værksteder som samarbejdspartner for reparation af større bilskader. Tidligere har mindre værksteder fået transporteret skadede biler så langt som til Herning – 60 kilometer væk. Salling Autogenbrug tilbyder hente-bringe service af skadede biler.

En værkfører fra et af byens mærkeforhandleres karrosseriværksteder er ansat og skal stå for udvidelse med flere ansatte på skadescentret, der er blevet fuldt ekviperet med rettebænk, rette- og svejseværktøj samt fire lifte. 160 ampere til tunge svejsninger er på vej ind via ny ledningsføring.

- Vi har droppet at videreføre vores tidligere mekaniske værksted, fordi vi hellere vil være samarbejdspartner med de lokale værksteder omkring skadesarbejde, og sælge reservedele. Faktisk har vi oplevet væsentligt mere salg til både lokale værksteder og private, siden vi startede op på den nye adresse i august 2021, fortæller Lasse Haubo.

Bejler til forsikringsselskaber

De to andre ben på skadescentret er at købe skadede biler til genopbygning og salg, samt at fungere som fordelsværksted for forsikringsselskaberne.

- Vi er lige startet op som fordelsværksted og vil gerne profilere os overfor forsikringsselskaberne med vores grønne profil – det er jo helt i deres ånd i en tid, hvor man er begyndt at fokusere på at reparere kofangere, lygter og sikkert andet i stedet for at kassere dem og sætte nyt på. Forsikringsselskaber lader normalt skadede biler blive repareret på autoriserede værksteder – vi vil være selskabernes nye valg nummer ét, siger Haubo.

Ophug, skadescenter og bilsalg har hver sin hjemmeside, der linker til hinanden.

- Vi vil gerne vise, hvad vi kan og fremstå som en driftig og seriøs virksomhed med stor gennemsigtighed, siger Lasse Haubo.

Største udfordring er elbiler

Salling Autogenbrug har Ikke planer om opkøb af andre ophug-virksomheder.

- I dag er vi et mellemstort ophug, med plads til 1500 biler. Men der bliver færre større autogenbrugere i branchen, der også er under konsolidering, siger Lasse Haubo.

Den største udfordring pt. er er elbiler, hvor der mangler lovgivning og regler for håndtering af batterier, fordi politikere og myndigheder venter på et udspil fra EU.

- Vi tager os jo af skadede biler, og eventuelt skadede batterier skal kunne opbevares sikkert. Vi har pligt til at pille dem af – forsikringsselskaberne forbyder os at opbevare dem inde, myndighederne forbyder opbevaring ude. Så vi har løst det med en container; så er de både ude men også inde, smiler Lasse Haubo.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.184