23948sdkhjf

MacDonalds er inspirationen bag Carbucks

Formel 1 og MacDonalds er inspirationskilden for Carbucks, der på to timer retter buler og lakerer, mens kunden venter. Metoden er præcis som hos de etablerede, men processen er effektiviseret.

Af Jens Høy

Du kan få en hamburger lynhurtigt, men vil du have en 3-retters menu, så skal du gå et andet sted hen end MacDonalds. Sådan er filosofien også hos Carbucks, der blev lanceret i november sidste år. Den etablerede del af bilbranchen ramte omdrejningsbegrænseren som en rygmarvsrefleks, men efter en kapitaltilførsel er Carbucks klar til at rulle deres bule-opretning ud til hele Danmark og konceptet er enkelt: Carbucks udbedrer buler, revner og ridser i lakken på to timer, for det er præcis det tidsrum, som kunden gider vente på den slags.

Dermed er Carbucks kun i stand til at udføre en bestemt type af skader, for hele forretningen er bygget op omkring, at det kun må tage to timer at få fikset en skade.

Kritikken fra den etablerede branche har bl.a. været, at Carbucks umuligt kan tilbyde det samme holdbare resultat, som når bilen har været hos et klassisk værksted, men den kritik preller af på Carbucks adm. direktør, Dan Landt.

- Normale laktyper skal hærde ved 60 grader, og derfor benytter vi laktyper, som har været kendt i udlandet længe. De hærder ved UV-lys og den metode er dyrere, men passer fint til vores koncept, forklarer han.

Samme proces

Som udgangspunkt benytter Carbucks præcis samme procedure som de etablerede værksteder, men man har komprimeret processen og flere ansatte arbejder på samme bil.

- Inspirationen kommer fra Formel 1 og MacDonalds, hvor alt er effektiviseret og strømlinjet ned i mindste detalje og samtidig benytter vi de nyeste løsninger, når det gælder udstyr og det er bl.a. her, at miljøgevinsten er hentet. I forhold til den traditionelle autobranche, har vi ingen ’’kold ventetid’’, hvor bilen står stille, forklarer han.

Inspirationen kommer fra Formel 1 og Macdonalds, hvor alt er effektiviseret og strømlinjet ned i mindste detalje og samtidig benytter vi de nyeste løsninger, når det gælder udstyr. Dan Land, adm. direktør, Carbucks

Fylder som et parcelhus

I disse måneder er Carbucks ved at finde egnede lokaliteter og indhente byggetilladelser til deres butikker, der med plads til to biler fylder nogenlunde det samme som et parcelhus. Målet er, at være klar til at kunne udføre lettere skadesarbejde for 65-70 procent af danskerne inden for en radius af 30 til 50 km. Med andre ord vil det sige de fleste største byer over hele landet og målet et at være der, hvor kunderne er villige til at bruge tid, fremfor de klassiske steder, hvor der også ligger bilforhandlere.

- Det kan være nær et shoppingcenter, eller andre steder, hvor kunden er villig til at bruge noget tid, siger han.

Carbucks ønsker endnu ikke at oplyse, hvor den næste forretning kommer til at ligge. Lige nu er virksomheden kun etableret i Ballerup ved København.

Et foto er nok

Carbucks forretningskoncept over for privatkunder er lagt an på, at kunden sender et par fotos af skaden, hvorefter man modtager en pris, og når aftalen om tidspunkt er i orden, så skal kunden blot møde op 10 minutter før og herefter må der maksimalt gå to timer, før kunden igen er kørende. I mellemtiden kan man vente i Carbucks venterum.

- Alle vores undersøgelser viser, at to timer er, hvad kunden vil vente på og ikke tre timer, så derfor er det ikke alle skader, vi kan håndtere nu, men det kan være, at vores forretning udvikler sig, siger Dan Landt.

Penge fra Vækstfonden

Carbucks fik i april tilført 11,5 mio. kr. i form af egenkapital, ansvarlig lånekapital og en kreditramme fra Vækstfonden og en række private investorer.

Ifølge Dansk Energirådgivning er CO2-udslippet reduceret med op til 94 pct. ifølge oplyste data, i forbindelse med reparation af buler, revner og lakskader på biler hos Carbucks.

Optimering af processer og den tekniske indretning af Carbucks skadescentre nedbringer ifølge rådgivningsvirksomheden den gennemsnitlige C02-udledning til blot godt 2 kg per skade mod godt 45 kg i et traditionelt setup, skriver Carbucks i en pressemeddelelse.

Carbucks har i dag bl.a. aftaler med Topdanmark om udbedring af småskader for forsikringsselskabets bilkunder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085