23948sdkhjf

Audi klar til Formel 1

Audi melder sin entré i motorsportens førende klasse fra 2026. Det er første gang i mere end et årti, at der bliver bygget en Formel 1-drivlinje i Tyskland.

Audi bliver en del af Formel 1 fra 2026, hvor et nyt motor-reglement træder i kraft. I første omgang producerer tyskerne kun selve motorenheden. Projektet hos Audi vil få sin base på Audi Sports anlæg i Neuburg nær Ingolstadt.

Det er første gang i mere end et årti, at der bliver bygget en Formel 1-drivlinje i Tyskland.

Det ventes at Audi teamer op med Sauber og dermed overtager Alfa Romeos partnerskab.

- Motorsport er en integreret del af Audis DNA. Formel 1 er både en global scene for vores brand og et meget udfordrende udviklingslaboratorium. Kombinationen af høj ydeevne og konkurrence er altid en drivkraft for innovation og teknologioverførsel i vores branche. Med de nye regler er det nu det rigtige tidspunkt for os at engagere os. Når alt kommer til alt, forfølger både Formel 1 og Audi klare bæredygtighedsmål, sagde Markus Duesmann, CEO for Audi AG, da nyheden blev offentliggjort i forbindelse med weekendens Formel 1-løb på Spa i Belgien.

Audi forklarer sin indtræden med, at Formel 1 bliver mere bæredygtig og omkostningseffektiv. Det nye tekniske reglement, der gælder fra 2026, fokuserer på større elektrificering og avanceret bæredygtigt brændstof. Ud over det eksisterende loft over omkostningerne for teams vil der blive indført et omkostningsloft for motorproducenter i 2023. Derudover skal Formel 1 være en CO2-neutral racerserie i 2030.

Fra 2026 vil den elektriske effekt til motorenheden bestående af en elmotor, batteri, styreelektronik og en forbrændingsmotor stige kraftigt i forhold til de nuværende Formel 1-drivlinjer. Elmotoren vil da være næsten lige så kraftig som forbrændingsmotoren, der har en effekt på omkring 400 kW (544 hk). De højeffektive 1,6-liters turbomotorer kører på avanceret bæredygtigt brændstof.

Testbænke til F1-motorer

Motorenheden vil blive bygget på Audi Sports avancerede kompetencecenter for motorsport i Neuburg an der Donau, ikke langt fra Audis hovedkvarter i Ingolstadt.

- Til udviklingen og fremstillingen af Formel 1-drivlinjen vil vi bygge på den værdifulde ekspertise fra vores motorsportsmedarbejdere, fortsætte med at investere i vores motorsportscenter og også rekruttere højt specialiserede fagfolk, siger Audi Sport Managing Director Julius Seebach, som organiserede Audis indtræden i Formel 1 som en del af Audis omlægning af motorsport.

I Neuburg er der allerede testbænke til Formel 1-motorer, elmotorer og batterier. Den nødvendige udvidelse med hensyn til personale, bygninger og teknisk infrastruktur er i øjeblikket ved at blive foretaget og forventes at være på plads inden årets udgang.

Et separat selskab blev for nylig grundlagt til projektet som et fuldt ejet datterselskab af Audi Sport. Adam Baker, der er uddannet ingeniør, overtager ledelsen af virksomheden og dermed Formel 1-projektet som administrerende direktør. Han har haft forskellige ledende stillinger for producenter og teams inden for motorsport. Før han kom til Audi i 2021, arbejdede han for FIA i tre år.

Også Porsche på vej til F1

Audi Sport samler sine kræfter til Formel 1-projektet og indstiller som følge heraf sit LMDh-projekt og har også indstillet udviklingen af sportsvognen til langdistanceløb.

Sideløbende med Customer Racing vil Audi Sport fortsætte sit innovationsprojekt med RS-Q e-tron i Dakar Rally.

- Uanset om man taler World Rally Championship, World Sportscar Championship, amerikansk motorsport, DTM, Le Mans eller Formel E, så har Audi Sport sat standarder i mange kategorier med adskillige titler. Formel 1 er den næste store milepæl i Audis motorsportshistorie, siger Julius Seebach.

Samtidig er det forventningen, at VW også træder ind i Formel 1 fra 2026 med sit Porsche-brand sammen med Red Bull.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.155