23948sdkhjf

Yes - flere diagnosehår på brystet

De første mekanikere i AutoPartner-kæden kan kalde sig diagnoseteknikere fra Auto College Aalborg i en skræddersyet ny uddannelse, de selv har været med til at skabe.
- Nu er det slut med at gå rundt om den varme grød, hvis en bil driller. Vi har fået meget mere mod på at binde an med canbus og avanceret diagnose via testere og scop. Og så har vi fået et rigtig godt netværk blandt kollegerne, som vi vil benytte os af, sagde de 12 mekanikere, der forleden – stolte og glade – afsluttede den første uddannelse som diagnosetekniker i Autopartner-kæden.

Mekanikerne har selv været med til at udforme efteruddannelsen i samarbejde med Auto College Aalborg og deres grossist Au2Parts under aktieselskabet Carl Christensen.

Jess Nielsen, udvikler på skolen, og faglærer Jesper Kollestrup Larsen deltog i afslutningen på de fire moduler over fem kvartaler siden starten i efteråret 2012 sammen med kundeansvarlig Bo Lynge Godiksen, Au2parts, samt grossistens og værkstedskædens direktør Peter Pape.

- Det har været vigtigt for mekanikerne, at uddannelsen ikke blev en "kaffeklub" med spild af tid. Derfor har vi sammenstrikket lige nøjagtig, hvad de og vi følte, at de skal bruge i hverdagen fremadrettet inden for især diagnose og fejlfinding, siger Jess Nielsen. Vigtigt har også været, at holdet nu har et netværk og kan lære af hinanden, eventuelt via en facebook-gruppe, som kolleger i AutoPartner-kæden med en beliggenhed inden for en radius af cirka 30 kilometer fra skolen. Hold nummer to er allerede i gang, og skolen og førsteholds-mekanikerne skal nu i tænkeboks om, hvad et opfølgningskursus kan indeholde. Uddannelsen bliver nu også udbudt til alle andre i autobranchen fra den 28. april 2014.

Trygge ved fejlfinding

De fire moduler startede med grundlæggende lærdom men tog hurtigt fat på mere avancerede emner såsom turbostyring og fejl på canbus ud fra praktiske problemstillinger uafhængig af mærker, kodning og additiver. Og sågar også teknik i el- og hybridbiler.

- Selv om canbus har eksisteret i 20 år, er mange mekanikere stadig nervøse for at binde an med også motorstyring. For når det handler om signalfejl og kodning, handler det samtidig om mange penge for kunden – og eventuelt værkstedet ved fejl. Mange mekanikere vil imidlertid gerne "rode med koder", og her på kurset har de haft tid til fejlsøgning, brug af scop og testere, som hverdagen på værkstedet ofte ikke levner tilstrækkelig tid til. Det gør dem mere trygge, selv om de måske ikke ligefrem er blevet verdensmestre i canbus og kodning, smiler Jesper Kollestrup Larsen.

Rigtige diagnoser hurtigt

Mekanikerne selv giver overfor Motor-magasinet udtryk for, at de gerne hurtigt vil kunne stille diagnoser i hverdagen. De føler, de efter kurset har fået overblik over teknikken – men ved ikke, om de i kursusperioden ligefrem har sparet kunder for penge.

- Spørgsmålet er, om man er mekaniker eller blot "komponentudskifter". Det er ikke en fordel bare at skifte dele og lade kunden betale dyrt – hvis man vil beholde kunden. Det er bedre, også for mekanikernes selvfølelse, at kunne diagnosticere rigtigt, og gøre det hurtigt. Mange i autobranchen har alt for stort tidsforbrug på fejlsøgning, og desuden meget reklamationsarbejde. Målet med kurset her, både for os og mekanikerne selv, er at opnå et stort kunde-flow, fordi man reparerer rigtigt første gang, siger Bo Lynge Godiksen.

På mål for FDM-kontrol

Peter Pape udtrykker stor tilfredshed med den kun fem år gamle nordjyske skole i Nørresundby, der er godt med hvad angår materiel og nye biler.

- Skolen har været god til at løse opgaven, og vi er ikke blevet mødt med begrænsninger af nogen art. Vores 215 værksteder i AutoPartner-kæden bliver jo stikprøve-kontrolleret af FDM, så det handler også for mekanikerne om at blive så gode, at de stoler nok på sig selv til at turde blive kontrolleret. Vi føler virkelig, at vi har fået strikket en god uddannelse sammen – og så var det i øvrigt os, der lancerede navnet Diagnosetekniker først i branchen, som andre senere har gjort til deres, siger Peter Pape.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094