Optimering rimer på investering
I EN LANG PERIODE har autobranchen været tilbageholdende med at investere i maskiner, specialudstyr og it, selv om sådanne investeringer kan øge produktiviteten markant. Denne indstilling viser analysen, at vi i branchen heldigvis er ved at gøre op med. Der er desuden en spirende indstilling til, at arbejdstiden kan fordeles anderledes, inden for overenskomsterne, i døgnet samt efter årstidernes spidsbelastninger og stilstand. Det lover godt for udviklingen i branchen.
SAMTIDIG KAN VI desværre berette, at næsten 130 projekter under Forebyggelsesfonden ikke har haft den forventede langvarige effekt på sygefravær. Projekterne skulle reducere nedslidning af arbejdstagerne, og her har branchens foreninger været ivrige spillere og brugere af fondsmidlerne.
EN SOLSTRÅLEHISTORIE ER dog fortællingen om netop et AT-påbud på forkert ergonomi i forbindelse med håndtering af kunders vinter- og sommerhjul. Læs om bilforhandleren og den lokale smed, som i fællesskab har udviklet et arbejds-optimerende rullehejs, der skåner medarbejderne og samtidig passer som fod i hose i eksempelvis smalle containere med kundehjul. Jo, investering kan ofte betale sig og give bedre velfærd og bundlinje på samme tid.