Dansk Drifting Serie videreudvikles
Landets aktive driftere mødtes forleden med Motor Sport Sønderjylland, der har arbejdet med etableringen af Dansk Drifting Serie, om at udvikle drifting-sporten herhjemme. Udenlandske dommere med erfaring inddrages for at coache og uddanne danske kolleger, så der kan sikres ensartede vurderinger og pointafgivelser.
Grundlæggende vil afviklingsformatet forblive uændret med træning, kvalifikation, top 16- og top 8-konkurrencer inden de afgørende finaler. Dog vil antallet af deltagende biler i hver runde blive reduceret fra 32 til 24, ligesom der vil blive arbejdet på tiltag, der kan sikre aktivitet på asfalten i ventetiden mellem eksempelvis de to eller tre gennemløb for to semifinalister.
Løbskalenderen for næste års Dansk Drifting Serie er under udarbejdelse, og her arbejdes der med planer om, at de nuværende afdelinger på landets asfaltbaner suppleres med afdelinger på ikke-permanente baner, som dog skal leve op til en række minimumskrav til blandt andet sikkerhed. Derudover arbejdes der også målrettet på, at der kan blive dækning af alle afdelinger af Dansk Drifting Serie på en landsdækkende tv-kanal.