23948sdkhjf

Førerløse biler vil redde liv i tusindtal og koste job

Biler uden chauffør redder liv, siger forskere, men koster i tusindvis af arbejdspladser, advarer industrien.
AUTONOMT Sætter man førerløse biler ind på verdens veje, vil det redde hundredtusindvis af liv på kloden. Men det vil også koste bilindustrien titusindvis af job. Med den første konklusion forsøger producenter af de førerløse biler at sælge idéen om en verden uden chauffører. Samtidig advarer bilindustrien om, at alene i USA vil producenterne af almindelige biler være tvunget til at fyre 25.000 ansatte.

Spørgsmålet om sikkerhed i en verden af førerløse køretøjer kan kun bygge på skøn og gisninger, da det er et uprøvet scenarium. Vicedirektøren i selskabet Delphi, som producerer dele til førerløse biler, forsøger at vende argumentationen på hovedet: Hvad ville folk sige, hvis man gik fra en verden af førerløse biler til at lade folk styre eget køretøj?

- Det ville i praksis betyde, at man tillod 33.000 at dø på vejene hvert år som led i en politik. Det ville ingen i verden nogensinde acceptere, siger Glen De Vos til nyhedsbureauet Reuters.

I en rapport fra konsulentfirmaet McKinsey i 2015 lyder et skøn, at de førerløse biler vil medføre et fald i ulykker på 90 procent. Det gælder ifølge rapporten, hvis flertallet af biler er førerløse. Følgeeffekterne vil være, at man kan spare store mængder plads på parkering, og store beløb kan spares på de færre færdselsulykker.

Trafikforskere på universitetet i Michigan peger i en rapport fra januar 2015 på, at det ikke er realistisk, som det er blevet hævdet, at man helt kan undgå ulykker med førerløse biler. Samtidig understreger de, at sikkerheden i overgangsperioden, hvor der både er chauffører bag rattet og førerløse biler, "faktisk kan forværres" i hvert fald "for de konventionelle biler".

Mange autofolk mister jobbet
Bilproducenterne har sat lobbyister ind i et forsøg på at bremse udviklingen. I en rapport fra finansvirksomheden Barclays hedder det, at alene General Motors og Ford vil skulle skære 25.000 job. Mange bilproducenter arbejder på - og producerer allerede - biler med avanceret teknologi, der skal hjælpe chauffører til at undgå uheld. Men de to amerikanske it-giganter Apple og Google kan ifølge Reuters blive de store vindere i spillet om fremtidens køretøjer. Google har for længst løftet sløret for sit bilprojekt, mens Apple holder tæt om sit projekt "Titan".

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078